Timeline
Udgivet 26. feb 2004 | Af: The Insider | Set i biografen
Det er let at kommentere skuespilleres præstationer i ringe film og svine dem godt og grundigt til – ofte bliver det gjort uden grund, men i dette tilfælde ville en ’tilsvining’ af skuespillerpræstationerne ikke være helt af vejen. Med undtagelse af den altid-karismatiske Neal McDonough leverer samtlige skuespillere præstationer, som er lige så uhåndgribeligt ringe som de er yderst distraherende. Paul Walker går rundt og måber så meget, at man begynder at frygte at hans kæbe snart går af led. Frances O’Connor (som ellers var meget god i Spielbergs “Artificial Intelligence”) opfører sig som en overgearet skolepige, der har fået to kander kaffe for meget, og resten af folkene foran kameraet overspiller så meget, at man skulle tro de allesammen var til casting-session på “William Shatner – The Movie”. Det er næsten ubegribeligt, at det er Richard Donner som står bag denne film – en mand som generelt er særdeles god til at håndtere større skuespillerbesætninger (f.eks. i “The Goonies” og “Lethal Weapon” filmene).
Normalt er jeg meget overbærende når film hopper over hvor gærdet er lavest, når det kommer til uoverensstemmelser mellem videnskabelig fakta og filmisk opspind – især når der er tale om en film som “Timeline”, som behandler et meget fantasifuldt emne i en meget fantasifuld genre. Men “Timeline” støder direkte ind i gærdet og falder omkuld. Crichton er kendt for at bruge adskillige sider i sine romaner på at analysere og granske videnskabelige beregninger og ideer ned til mindste detalje. Det lyder måske kedeligt, men Crichtons fornemme evne til at gøre tørre fakta til overmådelig interessant læsning, gør det faktisk til en nydelse at læse. En film som “Timeline” har naturligvis ikke mulighed for at bruge en stor del af sin spilletid på at forklare, introducere og kommentere, før man bliver kastet ud i filmens centrale spændingsmættede vildnis (især ikke hvis der skal gøres forhåbninger om at tjene penge på værket). Men filmens forklaring af hele tidsrejse-fænomenet er barnagtig nok til at få selv en 10-årig til at ryste på hovedet. Men denne forklaring er ikke det eneste komplet tåbelige element i filmens manuskript.
Apropos ‘toppes’, så er filmens sidste halvdel en utilgivelig skændsel. Franskmænd og englændere slår løs på hinanden med samme intensitet og kampgejst som et 3. divisions fodboldhold i nedrykningsfasen, og folk råber og hujer som en gruppe overtrætte bargæster 3 timer efter lukketid. Dette er bare nogle få eksempler på filmens unægtelige stupiditet – noget som ikke figurerer i Crichtons oprindelige bog, som – set i forhold til filmudgaven – fremstår som et overdådigt, intellektuelt stimulerende mesterværk. Er man ude efter et par gode grin, er der altså mange at hente i “Timeline”, men nok ikke nok til at retfærdiggøre købet af en hel biografbillet.
“Timeline” er et forfærdeligt makværk. En af den type film som Razzie priserne blev skabt for at hive ned i sølet. Har man interesse for historier som involverer rejser igennem tiden, så findes der talløse andre film der behandler emnet bedre. Selv sidste års middelmådige “The Time Machine” tilbyder en ganske fin dosis underholdning, som er denne film langt overlegen. Og hvis man endelig skulle have lyst til at stifte bekendtskab med “Timeline” universet, så lån i stedet bogen på biblioteket. Det er en meget mere berigende (og naturligvis også billigere) oplevelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet