Det er nu ellers en ganske lovende optakt, vi udsættes for, mens kameraet med en glidende Hitchcock-bevægelse sniger sig ind på den usympatiske og i grunden også udpræget patetiske forfatter in spe – Arturo Bandini (Colin Farrell), der selvfølgelig ikke har en krone på lommen. Sådan fortsætter fortællingen, der for i øvrigt er baseret på John Fantes roman af samme navn, desværre ikke, måske fordi det er så umådeligt svært at lade sig forføre af hovedkarakterens egentlig ganske frastødende facon.

For Bandini handler tilværelsen i udtalt forstand om at skrive den bestseller, der kan tilskrive ham evig berømmelse og en tur i høet med de mange blondiner, der vimser omkring ham, men også ser lige durkt igennem hans personlighed. Så er der trods alt andre boller på suppen, da han støder på den flamboyante, mexicanske servitrice Camilla Lopez (Salma Hayek), der godt nok havde foretrukket at falde for en rigmandssøn, som kunne give hende den eftertragtede, økonomiske sikkerhed og stabilitet.

Alligevel forhindrer det ikke de to modsætninger i at indlede et slags had/kærlighedsforhold, der mestendels bygger på hendes kærlighed, og hans had. To forvitrede sjæle i en bundløs – men alt andet end romantisk – kærlighedsaffære. Begge lider de af mindreværdskomplekser, excelerer i at finde hinandens svage punkter og demonstrerer da også – i udtalt grad – magten derved.

Bandini er eksistentialisten; drømmeren med livet som den store inspirator. Men det er svært at lade sig inspirere af livet og samtidig have tid til at skrive om det. Skriveblokaden er allestedsnærværende. Man kan som bekendt ikke være to steder på en gang, også selv om hotelbekendtskabet Hellfrick (Donald Sutherland) jævnligt minder om, at der er et liv udenfor hotelværelset i udkanten af Los Angeles. Hvad med at prøve at leve, inden det er for sent?

Bandinis og servitricens romantik udvikler sig i et forudsigeligt leje, der fortrinsvis bæres frem af den stemning, filmen er i stand til at etablere. For ellers løber kærligheden nu lige så stille ud i det ørkensand, der omgiver den amerikanske storby. Af samme grund bliver filmens projekt – at føre de to sammen i en større kærlighedsspiral – adrig rigtigt vedkommende, og mest interessant er nok den sideaffære, Bandini indleder med brandsårsofferet og overklasseløget, Vera Rivken (Idina Menzel).

På længere sigt udebliver dramatikken imidlertid helt og holdent. “Ask the Dust” er simpelthen for lang i spyttet, for længe om at skære ind til benet og finde ud af, hvad det her egentlig handler om. De to emotionalister går som katten om den varme grød, venter hele tiden på, at den anden part skal tage initiativet. Det sker naturligvis først meget sent, og af samme grund bliver seancen noget sendrægtig og langsommelig at have med at gøre.

Der er ingen tvivl om, at vi skal overveje konsekvenserne af vores valg i livet – eller nok nærmere mangel på samme. Man skal kende sin besøgstid, og det er naturligt nok en vigtig pointe i et liv, der hurtigt kan blive alt for kort. Alligevel virker et par af tiltagene i “Ask the Dust” nu en kende for fortænkte, og det havde været befriende at opleve en film, hvor instruktøren i højere grad havde fulgt hjertet frem for manuskriptet.

VideoBilledsiden til “Ask the Dust” leveres i et anamorphic widescreen 1.78:1 format, der er jævnt men ikke imponerende. Der er eksempler – i vid udstrækning – på uskarpheder, støv og edge enhancement, ligesom billedkvalitet og farvetemperatur er svingende. Transferet er med andre ord hæderligt, om end et højere niveau burde forventes.

AudioTil gengæld er lyden noget nær fremragende. Med sit engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor når “Ask the Dust” ud i alle kanaler. Der er rig brug af baggrundslyd i flere lag, og det mærkes. Hvor ville det være befriende, hvis flere af den slags udgivelser udnyttede mulighederne på tilsvarende måde.

EkstramaterialeEkstramaterialet er den svageste del af denne udgivelse. Der er trailers og sneak previews – traditionen tro – for “Ask the Dust”, “Apocalypto”, “Bobby”, “Arthur & the Minimoys”, “Lonely Hearts Killers” og “Bobby”. Som eneste sidegevinst er der desuden et kvarters bag om kameraet på “Ask the Dust”, men herudover er der således ikke mere at komme efter.