FilmenHvis man siger Tim Burton må man også sige eventyr. Ingen instruktør har i nyere tid bragt os så eventyrlige film som Burton og det lader kun til at blive bedre når han forenes med komponist Danny Elfman og skuespiller Johnny Depp. Denne gang giver trioen deres bud på “Charlie og chokoladefabrikken”, skrevet af endnu en legende udi eventyrens verden: Roald Dahl.

I filmen følger vi den fattige Charlie Bucket, der bor med hele sin familie i et lille, usselt skur i udkanten af byen. Midt i byen ligger en aflukket chokoladefabrik, ejet af den besynderlige, excentriske Willy Wonka. Da Wonka en dag beslutter sig for at genåbne fabrikken og udlove en præmie til de heldige der finder en af fem gyldne billetter der er gemt i hans chokoladepakker, eksploderer salget og Charlies far der arbejder på en tandpastafabrik, bliver afskediget og skiftet ud med en robot.

Der er rift om de gyldne billetter over hele verden, og da Charlie finder den femte og sidste af slagsen, modtager han flere tilbud om at sælge den. Charlie foreslår at sælge billetten, så de mange penge kan hjælpe hans familie i den svære tid, men familien beslutter sig for at han skal tage præmien istedet: En tur gennem chokoladefabrikken med en speciel gave til den ene af de fem deltagere.

Med de fire andre børn der har fundet gyldne billetter, møder Charlie op ved fabrikken, men det er tydeligt lige fra velkomstpræsentationen, hvor de dansende dukker spontant bryder i brand, at der er noget uldent ved Wonka og hans fabrik. Willy Wonka er et kapitel for sig: en følelseskold særling der slet ikke bryder sig om børn, og man undres derved over hvorfor han overhovedet har sendt de fem invitationer ud.

Børnene bliver inviteret indenfor på fabrikken og et eventyrlandskab af søde sager står foran dem. De bliver bedt om at se men ikke smage, men naturligvis er der nogle der ikke kan stå for fristelsen. Det er ikke nogen helt almindelig rundvisning Willy Wonka og de mystiske Oompa Loompaer har planlagt, og filmen igennem forsøger man at finde ud af hvad han egentlig har i tankerne.

Filmens klimaks er dog en anelse skuffende, en lidt mere udspekuleret plan fra Wonkas side havde været at foretrække, men “Charlie og chokoladefabrikken” er morsom og fungerer ikke mindst i kraft at den fantastiske billedside som solid gennemført underholdning for små og store. De fine budskaber om familieværdier og om at bibeholde barndommens uskyldighed bliver slået fast med syvtommersøm, men som modpol skinner Roald Dahls prisværdige og til tider politisk ukorrekte humor ganske tydeligt igennem.

VideoTeknisk set er denne dvd af meget høj kvalitet. Billedsiden præsenteres med et flot og roligt anamorphic widescreen transfer i 1.85:1 aspect ratio. Enkelte tegn på snavs dukker op en sjælden gang imellem, og transferet kunne være en anelse skarpere, men det er stadig en præsentation langt over gennemsnittet.

AudioEt bombastisk engelsk Dolby Digital 5.1 lydspor giver masser at arbejde med til alle højtalere. Tale er klar og tydelig, surroundhøjtalerne fyldes konstant af effekter og Elfmans glimrende score og subwooferen kommer tit i brug. Dvd’en byder også på et dansk Dolby Digital 5.1 lydspor. De danske stemmer er ganske glimrende og et godt alternativ til de mindste, men filmen nydes nu engang bedst på originalsproget.

EkstramaterialeDer er både noget for store og små på ekstramaterialet.

“Features” delen fortæller om skabelsen af filmen i en række programmer:

Attack of the Squirrels
Tim Burton var ikke tilfreds med udelukkende at bruge computeranimerede egern til en af scenerne på fabrikken. Denne dokumentar omhandler skabelsen af scenen, hvilket inkluderede både modeller og computeranimerede, men også 80 dresserede jordegern.

Fantastic Mr. Dahl
Roald Dahls nærmeste familie bliver her interviewet og fortæller meget personligt om den nu afdøde forfatter og hans værker.

Becoming Oompa-Loompa
Et kort program om Deep Roy og hans rolle som Oompa-Loompa. Det er tydeligt at der er lagt en del arbejde bag de små spøjse skabninger.

Making the Mix
Det er ikke kun chokoladeblandingen der omtales i denne “Making of”, der er inddelt i mindre kapitler. Programmet giver en grundig tur bag kameraet, lige fra Burtons tag på originalmaterialet til komponisten Danny Elfmans arbejde på det særprægede score og om production design der naturligvis handler en hel del om chokolade.

“Activities” sektionen er forbeholdt de legesyge, og indeholder underholdning i form af interaktive spil.

Oompa-Loompa dance
Her kan man heldigvis øve sig i at danse som en Oompa-Loompa, inden man bliver kastet ud i et spil hvor man via fjernbetjeningen skal hjælpe Oompa’en på vej.

I spillet The bad nut går det ud på at sortere nødder med hjælp fra de til tider meget forvirrede egern.

Med The Inventing Machine kan man blande sit eget slik og få det testet på en Oompa-Loompa, med mere eller mindre skræmmende resultat.

Search for the Golden Ticket er et spil om at lede efter billetten til Willy Wonkas fabrik. Der er fem små spil, et for hver af børnene i filmen.

Alt i alt en pæn samling ekstramateriale, der er bedst i kraft af programmet om Roald Dahl.

Den skæve børnebog om Willy Wonka og hans fantastiske chokoladefabrik, skrevet af forfatteren Roald Dahl, danner forlæg for Tim Burtons syrede filmatisering, der på mange punkter rammer tonen fra originalen, men dog alligevel bliver for meget af det gode. Årsagen er det evindelige overforbrug af det gakkede og det skematiske, og det virker som om, at Burton har fået lov til at boltre sig i legeland mere end godt er. Og det er en skam for en film, der ellers kunne have mættet den kollektive søde tand hos både børn og voksne.

“Charlie og Chokoladefabrikken” er ellers en historie, der synes selvskrevet til instruktøren, som er kendt for lignende vanvittige eventyr, herunder f.eks. “Edward Saksehånd”, “The Nightmare Before Christmas” og “Mars Attacks”. Lige fra starten af slås den vante ekspressionistiske tone da også an, og både Danny Elfmans karakteristiske musik samt det ikoniske set-design (familien Buckets hus, hvor både vægge og døre læner faretruende meget til den ene side) melder hr. Burtons ankomst. På samme måde præsenteres vi for et herligt overdrevet persongalleri af tommetykke kulturelle klichéer, fra den overvægtige tyske dreng Augustus Gloop, hvis far er pølsemager, til den tyggegummityggende amerikanske konkurrence-hystade Veruca Salt og hendes evigt storsmilende mor. Alle persontegningerne er i den grad karikaturer på nær vores hovedperson Charlie Bucket (Freddie Highmore), der er åh så god og opofrende. Det gør ganske vist hans omgivelser endnu mere karikerede til sammenligning, men samtidig bliver Charlie også den mindst interessante af det farverige ensemble.

At den grænseløse fascination af det overdrevne også får filmen til at knække og svinge mellem hysterisk morsomme passager og lallende påtagethed, gør “Charlie og Chokoladefabrikken” til en blandet pose bolsjer. Et godt eksempel er Johnny Depp i rollen som den mystiske og verdensfjerne Willy Wonka. Der er ingen tvivl om, at Depp er et komisk talent, men med Wonka-karakteren fortaber hans sig ofte i det overspillede og i længden trættende. Bedre går det med de infame møgunger, der guides rundt på fabrikken, hvor netop deres dybt usympatiske træk er fremstillet med en så stor selvironi at det forbliver underholdende uden at kamme fuldstændig over.

Et andet problem er handlingens utroligt firkantede konstruktion – lige fra starten indrammes den skematiske fremgangsmåde af en dialog, der er lige lovlig forceret, og skærer det i forvejen simple plot endnu mere ud i pap. Det er nedværdigende og børn ville sagtens kunne forstå præmissen uden nødvendigvis at få slået alt fast med syvtommersøm. På samme måde følges denne noget klodsede konvention til dørs i børnenes rundtur inde på Wonkas fabrik. Ganske vist er dette meget i tråd med forfatterens forlæg, men bogen er langt fra så stiv som filmen. Bl.a. irriteres man over, at der absolut skal komme et lille sang- og dansenummer med de små Oompa-Loompa’er, hver eneste gang en af de nævenyttige skarnsunger har fået sin bekomst.

Det kan lyde som hårde ord, men de store beklagelser skyldes i høj grad, at man kunne have forventet en større grad af mådehold, samt flere facetter fra Burtons hånd. Med den glimrende børnehistorie som bogen præsenterer (og som i øvrigt udmærker sig ved at også ramme de lidt ældre i kraft af sin lidt mareridtsagtige tone) kunne der være kommet en fascinerende, surrealistisk fantasirejse ud af filmen. I stedet vælger Burton at skeje ud og satse på en lineær sort/hvid konstruktion, der forsøger at overdøve sit middelmådige resultat ved at råbe højest og grine bredest. Efter to timers choko-chok i selskab med Willy Wonka indser man, at chokolade på trods af den søde smag har et lavt næringsindhold… men nu spiser man jo heller ikke slik for at blive mæt.