En irsk familie på fire – far, mor og to små døtre – ankommer til den amerikansk-canadiske grænse. “Hvor mange børn har I?” spørger den mistroiske betjent. “Tre” svarer faderen. “To” korrigerer moderen hurtigt. Det tredje barn, Frankie, er død af en hjernetumor, da han ikke var mere end et par år gammel. Nu er familien draget til New York for at drukne sorgen og genetablere de lykkelige stunder før dødsfaldet. Men det viser sig at være sværere end som så, for fortiden lader sig ikke så let undslippe, og familien må igennem fattigdom, splittelse og sygdom før der anes et lys for enden af tunnelen.

“In America” er den irske instruktør Jim Sheridans femte film. Han har med tidligere værker som “In the Name of the Father” (1993),”The Boxer” (1997) og “My Left Foot” (1989) bevist, at han er en loyal og indlevelsesfuld skildrer af sit folk. Det gælder også for “In America”, hvor irernes samvittighedsfulde, generøse men også stædige mentalitet på godt og ondt og til en del morskab støder sammen med New Yorkernes bramfrie og liberalistiske facon. Det kunne lyde som en irsk variant af “Coming to America”, men heldigvis er “In America” meget andet end en sædekomedie. Det er langt nærmere et nænsomt og varmt portræt af en række personer, hvis liv er præget af dødens skygge.

“In America” er en delvis selvbiografisk historie, idet Sheridan selv oplevede at miste sin søn i en meget tidlig alder og derpå flyttede til New York med sin kone og to døtre i 1980’erne. Det er da også hans to døtre, som har hjulpet ham med at skrive manuskriptet, og mange af filmens scener er tilsyneladende inspireret af deres personlige oplevelser.

I filmen er familiens ankomst til New York i første omgang fyldt med glæde og forventning. De flytter ind i en faldefærdig lejlighed i en opgang fyldt med narkomaner, transvestitter og sociale tabere. Det generer dog ikke familien, der forsøger at holde modet oppe. Faderen Johnny går til auditions for at fortsætte sit arbejde som skuespiller, pigerne begynder i katolsk skole og moderen Sarah får arbejde som servitrice. Men Den Amerikanske Drøm lader sig ikke indfange så let. Pigerne – Ariel og Christy – savner efterhånden deres hjemland, og Johnny og Sarah forsøger at opretholde den optimistiske facade. Som Sarah lakonisk siger til Johnny: “Du er nødt til at spille komedie for pigernes skyld.” Men Johnny kan ikke engang spille skuespil på trods af sin profession. Han er blevet følelseskold efter sønnens død.

En dag stifter familien bekendtskab med den sorte og mystiske underbo Mateo, der på trods af sin bryske facon bliver pigernes og Sarahs bedste ven. Johnny bliver selvfølgelig jaloux, men formildes i filmens eneste tåkrummende dårlige scene, hvor Johnny afslører, at Mateo er dødeligt syg. Og mens Sarah opdager at hun er gravid, bliver Mateo mere og mere syg. Det kulminerer på hospitalet, hvor Sarah føder en datter, der pga. for tidlig ankomst til verden er i overhængende livsfare. Livet er skrøbeligt, men hvor et gammelt liv tages kommer et nyt til. Således vender situationen for den irske familie – måske med den døende Mateos hjælp – til et spirende håb.

Centralt i denne skæbnefortælling om liv, død, tro og kærlighed står de to døtre Ariel og Christy. Historien fortælles af Christy, hvis voice-over snedigt nok er motiveret af, at hun filmer alting med sit video-kamera. Den rolige kameragang og de velkomponerede billeder afløses således jævnligt filmen igennem med Christys rystede “hjemmevideo-optagelser”. Christy er den ansvarsfulde og gammelkloge storesøster, der holder sammen på familien. Hun er eminent spillet af Sarah Bolger der suppleres af sin nuttede lillesøster, Emma Bolger, i rollen som Ariel. De to børn er altdominerende i filmen og langt mere troværdige end de i øvrigt dygtige Paddy Considine (“24 Hour Party People”) som Johnny og Samantha Morton (“Minority Report”) som Sarah. Djimon Hounsou (“Gladiator”) yder en fin præstation som Mateo, men karakteren er på grænsende til det stereotype: opofrende sort mand der med dybsindige afrikanske fraser og spirituel krigsdans besidder mirakuløst helbredende kræfter.