Terminalen
Udgivet 16. sep 2004 | Af: DjBeau | Set i biografen
De samme roser kan desværre ikke gives til Catherine Zeta-Jones, som spiller andenviolin i kærlighedshistorien mellem hendes karakter Amelia Warren og Viktor Navorski. Med hendes perfekte ydre er hun typecastet til rollen som storsmilende stewardesse, men de indre konflikter, som hendes karakter døjer med, er desværre alt, alt for karikerede og fungerer simpelthen ikke på lærredet.
Men desværre er der endnu et lille skår i glæden. Og det skår er Spielbergs huskomponist John Williams. Ligegyldigt hvor dygtig den aldrende komponist end måtte være, kan man ikke komme uden om, at der er langt mellem genistreger som temaerne i “Jaws” og “Star Wars”. Han er blevet en kopi af sig selv, og musikken i “The Terminal” er lige så klichéfyldt, som den er diktatorisk. Der er ikke en stemning, som ikke er understreget, og i visse scener ville “overlægningsmusik” være et mere passende ord en “underlægningsmusik.”
Steven Spielberg er om nogen faderen til den moderne Hollywood-film. Han kender filmmediet som sin egen bukselomme, og snor sig uden problemer ind og ud af alle genrer. Som publikum kender vi efterhånden også hans bukselomme ganske godt. Lidt for godt. For “The Terminal” bærer præg af, at være et stykke rutinearbejde, som vi ofte har set det før. Selvom filmen på næsten alle punkter er velgennemført, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvad der blev af den Spielberg, som stod bag film som “Jaws” og “Jurassic Park”.
“The Terminal” er på grænsen til at være en romantisk komedie, men humoren bliver lidt for fald-på-halen agtig, og kærlighedshistorien totalt ligegyldig. Men når alt kommer til alt, og hjertet skal bestemme, så er “The Terminal” en ganske sød film, som ville passe fint ind efter en romantisk middag med kæresten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet