Filmen”Sky Captain and the World of Tomorrow” er på godt og ondt noget af det tætteste man kommer på en moderne udgave af 1930’ernes amerikanske matinéfilm. Den debuterende instruktør Kerry Conran har ikke alene genskabt de halsbrækkende stunts men også den overfladiske handling, der på trods af cliffhangers på samlebånd og kæk selvironi er et temmelig kedsommeligt bekendtskab. Dvd’en er en 2-disc specialudgave med en sund portion ekstramateriale, som fokuserer på filmens udvikling fra amatørprojekt til en 70 millioner dollars storfilm.

I overensstemmelse med matinéfilmenes altid eksotiske rammer, udspiller historien om superpiloten med den brede kæbe sig i et dystert parallelunivers, der dog minder en hel del om vores egen verden. Her trues menneskeheden af den gale videnskabsmand Dr. Totenkopf, som kun er to dingenoter fra at færdiggøre sit dommedagsvåben designet til at lægge kloden fuldstændig øde. Med en hær af gigantiske robotter og andet teknologisk isenkram er Totenkopf en dødsensfarlig modstander, som kun kan stoppes af Sky Captain og hans sidekick Polly. Polly vikles ved et tilfælde ind i det episke opgør, men viser sig naturligvis at være en uvurderlig hjælp for vores helt.

Det er tydeligt, at Conran trækker på samme tradition af eventyrfilm som George Lucas, og “Sky Captain and the World of Tomorrow” minder på mange punkter om både “Indiana Jones” og “Star Wars”. Sidstnævnte film citeres ved flere lejligheder direkte i handlingen. Matinéfilmene var oprindeligt korte episodiske film skabt til at underholde publikum inden selve spillefilmen gik i gang. De var berømte for deres høje kvotient af hårdføre mandlige helte, jomfruer i nød og heftig action. Alt hvad der hed bandeord, grafisk vold og politik var bandlyst, og historierne kan betragtes som en fuldstændig ren form for eskapisme, der passede til alle aldersgrupper.

Disse film fik en stor revival i 1970’erne, hvor netop George Lucas benyttede sig af samme opskrift, men tilpassede den spillefilmslængde ved at konstruere en mere kompleks historie. Lucas var bevidst om, at man ikke blot kunne puste de meget korte handlingsforløb op til et 130 siders manuskript og tilførte en masse mytologiske elementer, der resulterede i en tidløs og mere vedkommende fortælling.

Til trods for at Conrans intention ikke har været at skabe realistisk drama i “Sky Captain and the World of Tomorrow”, savner karaktererne substans, og det er meget svært at engagere sig i deres strabadser. De er alle sammen buldrende tomme. Noir-stilen, der er skabt næsten udelukkende i computeren, er uden tvivl flot, og de talrige eksplosioner prikker, i hvert fald i filmens første halvdel, alvorligt til den indre drengerøv. Derudover passer den tunge atmosfære fint til det unikke univers og den højnede realisme, hvor P-51 Mustang flyvemaskiner også kan bruges under vand. Ingen af delene kan dog opveje det svage persongalleri, der ikke behøver at være kedeligt, bare fordi det består af arketyper.

Dertil kommer at den mangelfulde historie fortælles uden sans for rytme, og slavisk veksler mellem korte, rolige og lange, tempofyldte scener. Dialogerne virker stive mens speederen i actionsekvenserne er trykket så heftigt i bund, at det til sidst bliver næsten umuligt at bevare koncentrationen i de endeløse computerslag. Skulle Kerry Conran derfor få lyst til at lave en sequel til sin jævne “Sky Captain and the World of Tomorrow”, bør han starte med at tage i biografen til maj og se, hvordan en matinéfilm i spillefilmslængde skal skæres.

Video”Sky Captain and the World of Tomorrow” er overført fra en 100% digital ‘HD’ kilde og udviser ikke nogen af de svagheder, man kan støde på ved normale film-til-video transfers. Billedet er skarpt, undtaget i sekvenser, hvor man bevidst simulerer et blødt og mere “romantisk” fokus som i klassiske film. Hele filmen er badet i et sepia-look, hvor der dog i enkelte scener skinner klare blå og røde farver igennem. Kompressionen er god, bitraten høj og det her er en præsentation, der med sikkerhed vil leve op til de flestes forventninger.

AudioLyden er ligeledes af meget høj kvalitet og bestemt en faktor, der er med til at gøre den spinkle historie lidt lettere at fordøje. Der er konstant aktivitet i højtalerne, og skiven holder snildt trit med helt store science fiction brag som “Klonernes Angreb” og “Minority Report”. Scanbox har været så flinke at inkludere både et Dolby Digital og DTS lydspor, hvoraf begge er gengivet med maksimal bitrate (henholdsvis 448 kps. og 1536 kps.). Det er sjældent, at vi har mulighed for at høre et dts lydspor i fuld bitrate, og det i forvejen gode soundtrack bliver kun bedre af det massive lydtryk, som denne film er i stand til at levere – forudsat man har systemet til at udnytte det.

EkstramaterialePå den første af de to skiver er der to kommentarspor. Det første er med producenten af “Sky Captain and the World of Tomorrow”, mens det andet indeholder bidrag fra både instruktøren, produktionsdesigneren, animation supervisoren, og visual effects supervisoren. Ingen af sporene er specielt ophidsende, og stort set samtlige medvirkende lyder som om de er på nippet til at falde i søvn. Conran har ikke meget at bidrage med og bruger 80% af tiden på at udpege hvilke detaljer i en indstilling, som er lavet af CG, og hvilke der er virkelige. Man savner et større perspektiv på filmen. Derudover går mange af informationerne igen i dokumentarprogrammet på disc 2.

Dokumentaren “Brave New World” er delt op i to dele af godt og vel en halv times længde. Den giver et rigtig godt indblik i det enorme arbejde, som det har krævet for at realisere Conrans drømmeprojekt. Man får en fin fornemmelse af, at det her er et meget personligt projekt og langt fra en typisk Hollywood produktion. Vi får desuden mulighed for at se den seks minutter lange kortfilm, som Conran lavede på sin egen computer og solgte sin ide på til filmselskaberne. Det er imponerende, hvor tæt det oprindelige klip ligger på samme sekvens i den færdige film. Et galleri af tegninger illustrerer filmens design i detaljer, og så er der til sidst en gag-reel, som kun er delvist sjov.

Det er altid spændende at se nybagte instruktørers debutfilm. Endnu mere spændende er det, når instruktøren får fuld kunstnerisk frihed, hvilket er noget man meget sjældent ser i dagens Hollywood – selv hos garvede og veletablerede instruktører. Alligevel er det med den erfarne producer Rafaella de Laurentiis i ryggen lykkedes den 37-årige debutant Kerry Conran, at få en sådan aftale i hus. Det er der kommet en interessant og eksperimenterende film ud af.

“Sky Captain and the World of Tomorrow” er på ingen måde nogen typisk Hollywood-film. Kerry Conran har valgt fuldstændig at droppe alt, hvad der hedder scenografi, og filmen er dermed den første i historien, som udelukkende bruger bluescreen-teknologi – det vil sige udelukkende computeranimerede baggrunde. Ud over nogle få rekvisitter har skuespillerne altså ikke andet at reagere på end en masse blå vægge med nogle små orange pletter på, så de ved, i hvilken retning, de skal kigge.

Dette får straks én til at tænke på Star Wars, som for mange er det store skrækeksempel, når det gælder bluescreen. De nye film i serien blev haglet ned for deres elendige skuespil, men aktørerne havde ikke en jordisk chance, når de skulle forestille sig alt, der skete omkring dem. “Sky Captain” formår på det punkt desværre ikke at hæve sig over denne barriere. Selv om Jude Law og Gwyneth Paltrow faktisk er ganske velvalgte som de to typiske filmhelte, virker deres karakterer døde, og replikkerne bliver udtalt, som var det en opskrift på koldskål.

Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke, om ikke det er et fuldt bevidst valg fra instruktørens side. “Sky Captain” har en så speciel stil, at vitterligt alt skal tages med et meget stort gran salt. Filmen foregår sidst i 1930’erne (et godt bud ville være 1939, da “Troldmanden fra Oz” går i en biograf i en af filmens centrale scener), og dette virker til at være omdrejningspunktet i hele fortællingen. På billedsiden har man fjernet alle farver for derefter at farvelægge det hele igen, så der derved opnås en fornemmelse af netop 1930’ernes Technicolor-look (hvoraf et af de bedste eksempler selvfølgelig er ovennævnte film). Samtidig bliver der brugt billedbeskæringer og scenografi, som man kender det fra datidens film, og selv klipningen med nogle meget symptomatiske overblændinger oser af gamle dage.

Og det samme gør altså skuespillet. Helten Joe er en typisk helt fra 30’erne: mandig og på alle punkter overlegen – altså den velkendte tegneseriehelt som blev skabt i skyggen af depressionen. Den kvindelige hovedrolle er en stærk figur, som i mellemkrigstiden har måttet lære at klare sig selv – klassisk film noir-heltinde, som i øvrigt hele vejen igennem også belyses i skyggefuld noir-stil.

Men det er ikke kun noir-film, som “Sky Captain” trækker på. Den trækker faktisk på alt, hvad der trækkes på kan. Filmen er simpelthen én stor reference til en lang liste af de største film og tegneserier igennem tiden. Der er utallige utvetydige hints til både “Superman”, “Star Wars”, “Metropolis”, “The Matrix” – ja, man kunne let blive ved. Men al den stilbevidsthed, alle referencerne, de flotte tekniske bedrifter… de udmunder alle af én ting: total mangel på historie!

“Sky Captain” er uden tvivl Kerry Conrans drømmeprojekt. Sammen med sin lillebror har han brugt 8 år på at skabe storyboards og diverse tegninger og designs til filmen hjemme i sin garage. Men det virker ganske enkelt som om, at han har haft stilen i hovedet, før han havde historien. Den er bygget på en meget simpel model, som er brugt utallige gange før i Hollywood (især i b-film): gal professor vil overtage verden, helten forhindrer det – gerne med en kærlighedsaffære på slæb. Dette er i og for sig en udmærket formel, men hvis der slet og ret ikke er mere indhold, og karaktererne ikke bliver introduceret og uddybet, ja så går den altså bare ikke! Igen kan man selvfølgelig spørge sig selv, om ikke det er et bevidst valg som endnu en reference til tåbelige heltefilm i bedste Jens Lyn-stil, men uanset hvad, så dur den slags ikke i 2004.