Star Trek: The Next Generation – Sæson 4
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 21. okt 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Et af de spørgsmål, som oftest bliver stillet til folkene bag de mange “Star Trek”-serier og –film samt skuespillerne, der optræder i dem, er: ”Hvorfor tror I, at ‘Star Trek’-franchisen har overlevet så længe og vokset sig så stor?” Det er en fuldt forståelig forespørgsel – “Star Trek” er trods alt et fuldkommen enestående kulturfænomen, idet den venerable science fiction-franchise har avlet 12 spillefilm og godt 700 tv-episoder fordelt over 6 forskellige tv-serier, siden det allerførste “Star Trek”-afsnit blev transmitteret for snart 50 år siden i 1966. Hvorfor har ingen af tv-historiens andre sci-fi-serier været nær så levedygtige eller fostret lige så mange spin-offs? Hvad i alverden er hemmeligheden bag denne unikke succes?
Med dét mener jeg ikke, at der aldrig blev fokuseret på karaktererne under føljetonens tre første sæsoner – men som en af seriens manuskriptforfattere, René Echevarria, også bemærker i en af denne BD-udgivelses dokumentarer, så blev seriens tidligste afsnit ofte drevet af en metafor eller et budskab… Enterprise-besætningen stødte som regel på en fremmed civilisation i det 24. århundrede, der tumlede med et aktuelt, menneskeligt dilemma fra det 20. århundrede (lige fra magtmisbrug og frihedsberøvelse til racisme og chauvinisme) men karaktererne gjorde sjældent meget mere end at forholde sig til og løse dilemmaet. Man savnede tit at komme mere ind under huden på figurerne og mærke deres personlige udvikling.
“Family” er det første afsnit efter “The Best of Both Worlds”, og her møder vi for første gang kaptajn Picards bror, sikkerhedsofficeren Worfs adoptivforældre og den unge Wesley Crushers afdøde far (via en hologramoptagelse). Det er et af seriens bedste afsnit, fordi det netop styrker vores forståelse for og indsigt i karaktererne, og episoden kulminerer i en af seriens mest rørende sekvenser, hvor den ellers så bomstærke og bestemte Picard pludseligt bryder sammen i gråd ovenpå begivenhederne i “The Best of Both Worlds”, hvor han blev tvunget til at hjælpe de kybernetiske Borg-væsner med at dræbe tusindvis af uskyldige mennesker. Takket være Patrick Stewarts stålfaste, standhaftige toppræstation har Picard altid været let at se op til. Her blev han pludseligt også let at relatere sig til, og i løbet af sæsonen fik resten af persongalleriet heldigvis også godt med tid i rampelyset.
Her er også flere afsnit, der ikke giver meget stof til eftertanke, men som til gengæld er ufatteligt underholdende. Den almægtige, spydige Q tropper op for atter at plage Enterprise-officererne i “Qpid”, der er en vanvittig og vanvittigt morsom cadeau til den gamle “Robin Hood”-film med Errol Flynn. I “Clues” besvimer alle undtagen Data om bord på Enterprise, og da Picard og Co. vågner, begynder de at mistænke, at Data ikke fortæller sandheden om, hvad der skete, mens de var bevidstløse. Dernæst folder et vildt gribende mysterium sig ud, der understreger, at forfatterne altså havde et usædvanligt godt greb om adskillige genrer – lige fra krimi, thriller og action til romance, gys og rendyrket komik. Afsnit som “Night Terrors”, “Identity Crisis” og “First Contact” gør ikke det store indtryk, men ovenpå denne 4. sæson havde “Star Trek: The Next Generation” for alvor cementeret sin status som en af den amerikanske sendeflades mest roste, sete og fornøjelige føljetoner. Og faktisk blev serien kun endnu bedre…
Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Den 4. årgang af “Star Trek: The Next Generation” fremstår praktisk talt fejlfri i HD. Jovist, der optræder et par mikroskopiske støvkorn her og der, men aldrig i et tilnærmelsesvis distraherende omfang, og de få slørede skud skyldes fotografernes oprindelige arbejde og altså ikke den fænomenale indsats, som selskabet CBS har lagt i at restaurere disse 22-23 år gamle tv-episoder.
Billedet er nærmest altid knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang fuldkommen forbløffende. Fans vil formentlig føle sig fristede til at pause afsnittene flere gange undervejs for at studere de utallige detaljer, der tidligere har været uklare på VHS og dvd. Det gjorde jeg i hvert fald. Kontrasten er i en liga for sig, og især derfor fremstår episoderne langt mere filmiske, end de i sin tid gjorde på dvd – nu kan man for alvor beundre fotografernes leg med lys og skygger, som ofte giver episoderne et lækkert spillefilmslook. Og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Desuden figurerer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud, mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud) fungerer fortrinligt.
Ærlig talt lyder serien bedre end de fleste nyproducerede tv-føljetoner. Næsten samtlige kanaler er konstant aktive, uden at man nogensinde føler, at man bombarderes med overflødige lydeffekter. I scenerne på Enterprise hører man tit bippende computerpaneler i det fjerne og rumskibets dybe, konstante brummen, som aldrig bliver tilnærmelsesvis irriterende, men tværtimod kun styrker fornemmelsen af, at man befinder sig i det ydre rum sammen med alle de gæve stjerneflådeofficerer. Den auditive atmosfære er også enormt imponerende, og panoreringerne tager kegler – hver gang Enterprise flyver forbi kameraet, fornemmer man, at det passerer hjemmebiografen på vejen. Musikken fylder altid helt tilpas i lydbilledet. De oprindelige stereolydspor medfølger også.
Når man smækker udgivelsens første skive i afspilleren, præsenteres man øjeblikkeligt for trailerne til BD-udgivelserne af “Star Trek: The Next Generation”-dobbeltafsnittet “The Best of Both Worlds” og 2. sæson af tv-serien “Star Trek: Enterprise”. Det er bare lidt ærgerligt, at man bliver nødt til at genindsætte skiven i afspilleren, hvis man vil gense trailerne. Desuden medfølger de gamle tv-reklamer for alle sæsonens 26 afsnit. Når man ser disse trailere, bliver det fornemme restaureringsarbejde for alvor sat i relief.
Derudover er her tre nyproducerede dokumentarer. I “In Conversation: The Star Trek Art Department” (68 min.) sidder seks af “Star Trek”-franchisens største, kreative troldmænd på et par sofaer og diskuterer deres mangeårige arbejde på de forskellige “Star Trek”-serier – deriblandt mesterscenografen Herman Zimmerman og den Oscar-belønede makeupartist Doug Drexler. Selvom jeg ikke just interesserer mig voldsomt for effekter, design, makeup eller scenografi, fandt jeg alligevel truppens reunion enormt fascinerende. Stemningen er virkelig god, der leveres adskillige spændende anekdoter, og kunstnernes tydelige entusiasme er enormt smittende.
Instruktøren Rob Bowman og Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda (som i sin tid også arbejdede på seriens grafiske design) har indtalt et udmærket kommentarspor til afsnittet “Brothers”, mens Okuda-ægteparret og manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Brannon Braga har indtalt et direkte fremragende kommentarspor til “Reunion”. De fire deltagere har heldigvis forberedt sig godt på forhånd, så der bliver disket op med en masse interessante fortællinger undervejs, og kvartetten tager sig aldrig en velfortjent hvilepause.
Den 4. sæson af “Star Trek: The Next Generation” holder den høje standard, som blev sat af seriens 3. årgang. Historierne er mere helstøbte, velskrevne og karakterdrevne end nogensinde før, og foran kameraet bliver der konsekvent leveret fremragende skuespil. Ikke alle 26 episoder er pragtfulde perler, men langt de fleste er. Billed- og lydkvaliteten er simpelthen fantastisk, og her er timevis af godt, dybdeborende ekstramateriale. Ligesom BD-udgivelserne af seriens tre første sæsoner er denne et must for trekkies, men “Star Trek”-newbies bør absolut også overveje at kaste den i indkøbskurven – man får trods alt næsten et helt døgns fremragende sci-fi-underholdning for pengene, og man behøver ikke noget indgående kendskab til “Star Trek” for at kunne følge med.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet