Filmz præsenterer her en guide til nogle af vinterens største film, så du allerede nu kan planlægge, hvornår du skal søge læ for vinterkulden i biografens lune mørke i selskab med instruktører som Ole Bornedal, Steven Spielberg, David Fincher, Clint Eastwood og Alexander Payne.
Klik på de enkelte filmtitler for at se billeder, trailere, nyheder og meget mere om de enkelte film.
Det er godt nok nogle år siden, at Jacob Haugaard og Finn Nørbygård havde succes i de danske biografer i “Jydekompagniet”-filmene, men nu er makkerparret tilbage på det store lærred. “Den sidste rejse” skildrer Jacob og Finns op- og nedture – ikke mindst i forhold til hinanden – og låner elementer fra de to herrers virkelige liv. Premiere 15. december.
The Girl with the Dragon Tattoo
“Mænd der hader kvinder” blev et kæmpehit i Norden, da filmen havde premiere i 2009, og snart fik det store udland også øjnene op for Mikael Blomkvist og Lisbeth Salanders jagt på sandheden om familien Vanger. Hollywood har med David Fincher bag kameraet kastet sig ud i et amerikansk remake af Stieg Larssons historien, og i filmens hovedroller finder man Daniel Craig og Rooney Mara. Premiere 21. december.
Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet
Der var mange, der havde svært ved at genkende Arthur Conan Doyles klassiske historier om mesterdetektiven Sherlock Holmes i Guy Ritchies action-film fra 2009, men ikke desto mindre blev den første “Sherlock Holmes” en vaskeægte blockbuster, der omsatte for over 500 mio. dollars på verdensplan. Den uundgåelige 2’er er nu på trapperne, og Holmes og Watson er denne gang på jagt efter deres ærkefjende Professor Moriarty. De får følgeskab af svenske Noomi Rapace, der spiller spåkonen Sim. Det bliver atter elementært i biograferne 25. december.
“Rocky” møder “Transformers” i “Real Steel”, der omhandler robotboksere i en nær fremtid og har Hugh Jackman i den menneskelige hovedrolle som en tidligere bokser, der bliver promoter, da boksning mellem mennesker bliver bandlyst. Der bliver gået til stålet med Shawn Levy (“Nat på museet”) i instruktørstolen 5. januar.
De glubske piratfisk går atter til biddet, når “Piranha 2” rammer biograferne i januar. I filmen finder piratfiskene vej gennem en række vandrør ind til en hot sommerforlystelse, hvor gæsterne må svømme for livet, hvis de ikke vil ende som dagens ret. Både Christopher Lloyd og Ving Rhames vender tilbage i filmen, og de får selskab af bl.a. Gary Busey og David Hasselhoff. Piratfiskene sætter tænderne i biograferne 12. januar.
Clint Eastwood har for længst bevist, at han mestrer at skrue gedigne fortællinger sammen, der måske ikke altid er stor filmkunst, men som altid er stort filmhåndværk. I “J. Edgar” tager han fat om en af USA’s mest berømte (og ikke mindst berygtede) personligheder – FBI-bossen J. Edgar Hoover. Leonardo DiCaprio spiller hovedrollen som manden, der bag lukkede døre havde hemmeligheder, som ville kunne have ødelagt hans image, karriere og liv. Premiere 19. januar.
De seneste par ruminvasionsfilm, såsom “World Invasion: Battle Los Angeles” og “Skyline”, var ikke bare skuffelser, men skuffelser af intergalaktiske dimensioner. Om “The Darkest Hour” vil kunne vende den dårlige stime af invasionsfilm vil vise sig, når de ondsindede rumvæsner atter indtager jorden – og biograferne – 19. januar.
Der var nok mange, der gerne havde set, at Steven Spielberg havde kastet sig over et andet projekt (f.eks. “Robopocalypse”, “Jurassic Park 4”, “Indiana Jones 5”, “Halo” etc.) end en film om en dreng og hans hest. Men Spielberg valgte “War Horse” om drengen Albert, der skilles fra sin krikke, da den skal tjene den britiske hær på den franske slagmark under 1. Verdenskrig. Hvad Spielberg kan få ud af den vrinske fortælling vil vise sig 26. januar.
Mission: Impossible – Ghost Protocol
Tom Cruise er tilbage som Ethan Hunt i den fjerde omgang “Mission: Impossible”, hvor Hunt må forsøge at rense bureauets navn. “De utrolige”-instruktøren Brad Bird står bag kameraet på filmen, der har premiere 26. januar. I den forbindelse er Filmz TV – som eneste danske medie – blevet sendt på mission til Dubai for at lave video-interviews med instruktøren og skuespillerne fra filmen!
Det spås allerede, at Michelle Williams vil løbe med en nominering til næste års Oscar-uddeling for sin rolle som den underskønne, men tragiske filmstjerne Marilyn Monroe i “My Week with Marilyn”. Filmen følger Monroe, da hun i 1956 rejser til London for at indspille “Prinsen og korpigen” sammen med Laurence Olivier – spillet af Kenneth Branagh. Premiere 26. januar.
Denne spinoff-film til DreamWorks’ populære “Shrek”-serie følger Shreks tro følgesvend Den bestøvlede kat, længe inden han sluttede sig til den vredladne trold. I filmen skal den kære mis forsøge at stjæle den berømte gås, der lægger de gyldne æg. “Den bestøvlede kat” charmerer sig ind i danske biografer 2. februar.
Ole Bornedal står bag kameraet på denne gyser, der tidligere gik under navnet “Dibbuk Box”. Filmen omhandler en pige, der på et loppemarked køber en antik trææske. Da pigens opførsel ændrer sig efter købet af æsken, må forældrene til deres rædsel sande, at æsken er besat af en ond ånd. Æsken åbnes i biograferne 9. februar.
Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende 3D
Verden blev atter ramt af “Star Wars”-feber i 1999, da George Lucas valgte at vende tilbage til det elskede univers og lave den første trilogi i sagaen. Resultatet var “Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende”, der skilte vandene blandt de mange fans, men som ikke desto mindre blev et kæmpe hit. Nu har Lucas så fået et nyt legetøj mellem hænderne og udsender således filmen i 3D, så fans kan opleve både Pod-race (yeah!) og Jar-Jar (meh!) i tre dimensioner. Det sker 9. februar.
En anden skuespiller, der spås en Oscar-nominering, er George Clooney i “The Descendants”, der instrueres af “Sideways”-instruktøren Alexander Payne. I filmen spiller Clooney en mand, som tvinges til at tage stilling til sin fortid og omfavne sin fremtid, efter hans kone omkommer ved en bådulykke i Hawaii. Premiere 16. februar.
“Jernladyen” har Meryl Streep i hovedrollen som den hårdføre britiske premierminister Margaret Thatcher, der var en af det 20. århundredes mest magtfulde og indflydelsesrige kvinder. Filmen viser den høje pris, som kræves, hvis man vil nå til top inden for politik. Maggie indtager biograferne 23. februar.
Hvilke af vinterens film ser du mest frem til? Klik på ‘Deltag i debatten’ nedenfor, og diskuter artiklen i forummet. Klik desuden på ‘Kommende’ i topmenuen for at se alle de andre film, der har premiere i de kommende måneder.
#1 Lord Beef Jerky 13 år siden
#2 elwood 13 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#3 Lord Beef Jerky 13 år siden
#4 MMB 13 år siden
Også min tanke. Hvorfor skrive så meget lort med i guiden? :)
Film som mangler:
Moneyball
This Must Be the Place
Carnage
Tinker Tailor Soldier Spy
The Artist
Young Adult
The Muppets
#5 Lord Beef Jerky 13 år siden
#6 MMB 13 år siden
Jeg glæder mig voldsomt til The Artist, Moneyball og Tinker Tailor Soldier Spy.
#7 Kiksmann 13 år siden
#8 Slettet Bruger [3618595072] 13 år siden
"Sherlock Holmes 2" bliver helt sikkert en film, jeg napper i biffen, jeg er ret stor fan af den første. :)
"Piranha 2" er en af dedér film man skal se i biffen med et par bajere under bæltet, hvis man skal dømme ud fra den første og så aldrig se den igen.
"Mission: Impossible - Ghost Protocol" kommer noget an på anmeldelserne, da jeg ikke har været vild med andet end den første.
"Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende 3D" ... arh. I lyset af det halvfærdige arbejde, som Lucas er kendt for, regner jeg ikke med at 3D-udgaven er meget værd og så er filmen heller ikke specielt god, så jeg tror jeg bliver hjemme og ser de rigtige Star Wars-filmen i stedet for, uden ekstra photoshop. :)
#9 samcro 13 år siden
-"The Descendants"
-"Mission: Impossible - Ghost Protocol"
-"Piranha 2"
#10 Skeloboy 13 år siden
Jeps! Nader og Simin - en separation
Der er ingen af dem, jeg gider at se i biffen...hvert fald ikke før, der kommer nogen oscar-nomineringer ;), men de to, der jeg tror vil tiltale mig mest, er Jernladyen og The Descendants