“Piranha 3D” fra 2010 var Alexandre Ajas på mange måder vellykkede og sjove genindspilning af den klassiske “Jaws”-efteraber “Piranha”. Opskriften på Ajas film var (i grove træk) først at vise en masse tilfældige menneskers blottede kønsdele, herefter hovedpersonernes tildækkede kønsdele og sidst (men bestemt ikke mindst) en masse afgnavede kønsdele og sure, sultne piratfisk. Mod alle odds, og fordi “The Hills Have Eyes”-bagmanden Aja er en mere end almindeligt habil horror-instruktør, fostrede denne platte opskrift faktisk en ganske underholdende affære – og så oven i købet i 3D!

Det kan ikke betale sig at gå i detaljer med, hvorfor det nærmest ikke-eksisterende plot er så usandsynligt ringe (kort sagt hænger det slet ikke sammen, og filmen er tydeligvis selv bedøvende ligeglad med det), da en film sagtens kan levere fremragende underholdning med et ligegyldigt plot som fundament – se bare på “Piranha 3D” (altså forgængeren). Filmens problemer består snarere i, at dens virkemidler – dvs. blod og bryster – bare er noget, der kastes umotiveret op på skærmen (og ud af skærmen, hvis man altså ejer et 3DTV). Men selv et par bryster eller en afhugget penis kræver altså en eller anden form for iscenesættelse eller filmisk knowhow, hvis det skal have nogen som helst effekt på tilskueren.

David Hasselhoff medvirker, og hans medvirken kunne måske have været en sjov gimmick, men hans optræden er (ligesom alt andet i filmen) plat, forudsigelig og totalt uinspireret. Filmen fejler på alle tænkelige niveauer bortset fra, at den gudskelov slutter efter kun 70 minutter. Herefter har man desperat forsøgt at give filmen en spillefilmslængde ved at fylde rulleteksterne ud med fraklip, der ikke er sjove, og billeder af en gammel Hasselhoff, der løber i slowmotion langs stranden. Suk.

Transferet er meget nydeligt med ganske få fejl og en generelt slående detaljerigdom. Der er dog en væsensforskel på, om der filmes over eller under vandet. I undervandsscenerne forekommer der f.eks. banding med jævne mellemrum, slørede skud dukker op hist og her, og til tider er der ret meget støj i billedet. Alt glitrer og glinser til gengæld smukt over vand, og farverne gengives helt uproblematisk. Jeg har ikke selv noget 3DTV, men min kollega, Johan Albrechtsen, har inspiceret 3D-billedsiden og har følgende kommentarer:

I modsætning til sin forgænger blev “Piranha 3DD” faktisk skudt i 3D, og der blev altså ikke bare føjet en tredje dimension til billedsiden efter selve optagelserne. Og det kan mærkes, for 3D-transferet har en ofte exceptionel dybde, som særligt gør indtryk i undervandsscenerne. Desværre er netop undervandsscenerne ofte plaget af mild støj og banding, og ghosting forekommer også indimellem. I ét tidligt skud, hvor to fiskere træder ud i vandet, ser det endda næsten ud, som om den ene af dem slæber rundt på et spøgelse. I størstedelen af filmen figurerer der dog hverken ghosting eller banding, og ikke engang i filmens nattescener går detaljer tabt i mørket – selv ikke når man er iført 3D-briller, som heller ikke svækker de flotte farver med deres dunkle linser. Filmen er i øvrigt spækket med gakkede 3D-gimmicks (lige fra sultne piratfisk til enorme bryster, der lader til at komme ud af skærmen), som egentlig passer fint ind i den overgearede film. Et hæderligt 3D-transfer med af et par nagende skavanker.

Præsenteres i DTS-HD Master Audio 5.1. Vi bliver spist af med et lydspor uden bid i (høhø). Dialogen er til tider lidt for lav, men omvendt får spændingsmusikken og lyden af skrig og skrål i baggrunden heller aldrig den gennemtrængende slagkraft, der inddrager seeren i filmen. Undervandsscenerne har også problemer med at runge ordentligt, og subwooferen holder ferie under det meste af filmen.

Der er seks forskellige stykker ekstramateriale, som alle er fuldkommen ligegyldige og hver især varer omtrent to minutter. Her er en kortfilm, som har intet med filmen at gøre (den handler om tennis, øh…), en 7-minutters ‘bag om kameraet’-dokumentar, hvori den kvindelige hovedrolleindehaver fortæller os, hvor sjov filmen er, og hvor dygtige alle på filmholdet er, og sidst (men også mindst) er her 3 latterlige featuretter med hhv. skuespillerne Hasselhoff, David Koechner og Gary Busey. Det hele er så elendigt, at ekstramaterialet ikke engang fortjener minimumskarakteren på den ene stjerne.

“Piranha 3DD” er en film, der er som skabt til en dårlig anmeldelse. De fleste fans af filmen vil helt sikkert sige, at kritikerne har misforstået hele konceptet, da det jo er en pastiche af B-film fra 70’erne med en god omgang gøren grin med moderne narcissisme. Problemet er bare, at det hverken er sjovt, frækt eller grænseoverskridende. Det er faktisk bare dumt.

“Piranha 3DD” når slet ikke op på de samme eftertrykkelige højder som sin forgænger, og når filmen endelig når sit blodige klimaks, bliver man nødt til at spørge, om det var ventetiden værd. “Piranha 3DD” bruger nemlig halvdelen af sin spilletid på at snakke om, hvor farlige disse piratfisk er, men det er ikke meget, vi ser til dem. Og det kan selv ikke en ikke-særlig-sjov birolle til David Hasselhoff gøre godt igen. At bruge The Hoff er forresten også et trættende gimmick, da det bestemt ikke er første gang, han er blevet gjort grin med. Det er bare ikke opfindsomt eller kitsch længere. Find dog på noget nyt materiale!

Her har vi en film, der gerne vil være den frække dreng i klassen, hvilket skinner tydeligt igennem i den platte titel. Her er det ikke bare 3D, men 3 dobbelt-D. Gæt selv, hvad det hentyder til. Men man kan jo egentlig ikke kritisere “Piranha 3DD” for at være hverken plat eller vulgær, da det jo netop er hele pointen. Man kan dog kritisere den for ikke at have ambitioner om at være noget som helst andet. Den vil gerne være den slags dårlige film, der er underholdende, hvis man efterlader de højkulturelle briller derhjemme. Problemet er bare, at “Piranha 3DD” er så gennemgribende elendig, at den ikke på nogen måde leverer varen. Og hvis man ikke kan få én på underholdnings-sinkadusen, hvorfor så spilde sin dyrebare tid?