1001 gram
Udgivet 13. jul 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Den menneskelige sjæl er en flygtig størrelse på omkring 21 gram. Så meget taber vi os i hvert fald, når vi dør. Det lærte vi i Alejandro González Iñárritus “21 Gram”. Kan vi så bruge den viden til så meget? Det er måske mest af alt bare en understregning af vores konstante stræben efter at sætte ting i systemer – at måle og veje den kaotiske verden omkring os, så den bliver bare en smule udholdelig. Bent Hamers nye film er et behjertet forøg på at lægge linealen til side og lade følelserne tale, men blandingen af komedie og drama ender faktisk med at savne afvejet præcision.
Det er ikke svært at aflæse, at instituttets lodder og linealer og deres vise overmåler, Maries egen far, er de få, faste holdepunkter. Det er heller ikke svært at regne ud, at Marie skal slippe dem i løbet af “1001 Gram”. Da faderen bliver syg og ikke kan tage til kiloseminar med instituttets perfekte kilo-lod, må en afløser af sted. Ingen, heller ikke filmen, er overraskede, da Marie får tjansen. Og mon ikke kendere af kærlighedsfilm også allerede har regnet ud, at kiloets moder, prototypen fra 1879, befinder sig i Paris? Marie kan jo ikke undgå at blive et nyt menneske.
De fleste er søde og rare. Laurent Stocker er ikke en fatal fransk flamme som Delon eller Belmondo. Mest en fornuftig arkitektlampe, der sætter Maries liv i et lidt pænere lys. Ane Dahl Torps blonde norske videnskabskvinde er spillet fint og vedkommende, men er ikke skarpt skåret hverken i humor eller tragedie og lander sådan midt imellem perfektionistisk målemand og kærlighedssøgende prøveknud. Sådan som vi er flest.
“1001 gram” spiller på grundpræmissen for de fleste historiefortællinger. Det kendte og normale, der vendes på hovedet i mødet med nye mennesker og idéer. Her sat i en filosofisk ramme af spørgmålet om kiloets status, som udgangspunkt for stort set alt vi konstruerer. Fra ægteskab til Eiffeltårne. Desværre bruger Hamer ikke filosofien til at fortælle den gamle historie på en ny måde, men ender som en lidt uopfindsom kærlighedsfilm, der tilfældigvis har videnskabsfolk i centrum.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet