3 Monkeys
Udgivet 12. mar 2009 | Af: Benway | Set i biografen
En ensom bil kører gennem det næsten fuldstændig mørklagte landskab, hvor kun skyggerne synes at følge den. Manden bag rettet misser med øjnene et par gange, og bilen forsvinder så i natten og ud af vores synsfelt.
Bag rettet sidder en politiker, der netop står over for et valg og derfor ikke tåler nogen form for skandale. Han tilbyder i stedet sin trofaste chauffør et anseligt beløb for at påtage sig skylden og derved selv slippe. Chaufføren accepterer modvilligt med udsigten til en relativt kort dom, men kommer alligevel bittert til at fortryde, da det viser sig blot at være begyndelsen på en dyster cirkel af løgn, bedrag og indestængt vrede, og da han ni måneder senere kommer ud, er hans familie en fuldstændig anden end den, han efterlod.
Titlen henviser til de bekendte tre aber, der ikke vil tale, høre eller lytte, og kommunikationen er da også sat fuldstændig ude af drift i filmen, hvor den frustrerede søn, utro kone og mistroiske fader alle synes ude af stand til at udveksle følelser eller tanker. Hvad de i stedet lader til at have tilfælles er minder om en kun sjældent nævnt afdød søn, der som en poetisk, men foruroligende budbringer dukker op i et par scener, som er skrækindjagende nok til at matche de fleste gysere.
Filmens historie fortælles mere med billeder end dialog, og dens billedside er rent ud sagt forbløffende med utallige bjergtagende kompositioner og visuelle påfund. Den har sin egen langsomme rytme og dens lange uklippede sekvenser anvendes med usvigelig sikker hånd.
“3 Monkeys” modtog prisen for bedste instruktion i Cannes, hvad der ikke kan undre, og var også en stærk kandidat til at løbe med De Gyldne Palmer, som dog gik til den noget mere hjertevarme “Klassen” i stedet. At sidstnævnte appellerede bredere skyldes måske ikke mindst, at “Klassen” trods alt er en betydelig behageligere film at overvære. Et forsonende lune finder man til gengæld ikke meget af i denne fremragende og urovækkende film, som ganske vist ikke direkte viser nogen voldsomme optrin, men som ikke desto mindre efterlader en umiskendelig følelse af at have overværet noget særdeles forfærdeligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet