3 (Tre)
Udgivet 7. dec 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Ingmar Bergman bemærkede engang henkastet og lettere giftigt, at problemet med de unge instruktører ikke var deres tekniske beherskelse – som uden tvivl var langt større end deres forgængeres – men blot det, at det var så ufattelig sjældent, at de egentlig havde noget som helst nyt eller blot interessant at sige.
Filmen følger Hanna og Simon, der begge er i 40’erne og forsynet med den slags jobs, som kun synes at eksistere i filmverden. Hun er en succesfuld tv-vært for finkulturprogrammer, og han har et firma, der laver skulpturer, men hverken Hanna eller Simon lader nogensinde til at have særlig travlt med nogen af delene. De er forholdsvis etablerede og tilsyneladende glade for hinanden, men alligevel utilfredse, hvilket ikke er overraskende i betragtning af, hvor indholdsløs deres tilværelse lader til at være. Sigende nok er de aldrig blevet gift – det ville kræve et element af dedikation og beslutsomhed, som ingen af dem er i besiddelse af.
Dette bliver starten på de tre sideløbende kærlighedshistorier, som bygger på den selvsagt vildt utroværdige omstændighed, at Adam har en affære med begge personer uden at vide, at de er i et forhold med hinanden. Tanken bag er, at vore kærlighedsinstinkter ikke nødvendigvis falder ind i velordnede kasser – hvilket man ikke behøver gætte sig til, eftersom det nærmest bliver sagt ordret i filmen – men det afslører også en grundlæggende svaghed ved fortællingen, eftersom figurerne netop føles mere som tankeeksperimenter end virkelige mennesker. Det gælder ikke mindst Adam-figuren, der mest af alt ligner en klicheplade, der blot er skabt for at tilfredsstille de to andres behov. Har han overhovedet selv nogen ønsker eller lyster?
Tom Tykwer brød grænser med den stilrene “Lola rennt” helt tilbage i 1998, men har siden kæmpet for at matche gennembruddet uden det store held. Som sædvanligt fylder han lærredet med spiltscreens og visuelle påfund, men hvor de i “Lola rennt” fremstod forfriskende og gav mening i forhold til fortællingen, virker de her mere som påklistrede indfald, der harmonerer meget dårligt med indholdet. Til gengæld har han fortsat en evne til at finde på besnærende kompositioner, og i enkelte scener såsom et uartigt møde i et omklædningsrum skinner Tykwers tidligere talent heldigvis fortsat igennem.
Skuespillet er ligeledes hæderligt omend temmelig usexet emnet taget i betragtning. Mest af alt hæmmes “3” dog af, at ingen af hovedpersonerne lader til at føle det store begær eller lidenskab for hinanden, og som resultat efterlades også publikummet ganske kold. Hvis ikke engang de selv kan blive ophidset over deres eget kærlighedsliv, hvorfor i alverden skulle vi andre så være det?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet