45 Years
Udgivet 6. okt 2015 | Af: MSF | Set i biografen
Parret Kate og Geoffs 45 år gamle forhold er varmt og har været det fra den allerførste flirt. Men en istid er på vej. Nærmest bogstaveligt, da Geoff i et brev bliver fortalt, at liget af ungdomskæresten, Katya, er blevet fundet på bunden af en gletsjerspalte i Schweiz. Nedfrosset.
Dramaet udspiller sig udramatisk i Nordenglands søvndyssende morænelandskab. Udenfor gør en hund i morgendisen mellem æbletræerne. Indenfor tikker væguret i stuen som en understregning af parrets forudsigelige, men trygge hverdagsrytme. Intet kan smadre det, de har bygget op sammen, fornemmer man. Og nysgerrigt begynder Kate derfor at kortlægge Geoffs tidligere affære, som om det også løfter hende at mærke sin mands passion blusse op på ny. Desværre hører lidenskaben kun fortiden til. Til nemesisen Katya. Og således rystes hele Kates eksistensgrundlag.
“45 år” hviler på ægteparrets præstation. Charlotte Rampling og Tom Courtenays præstation. Det ‘vi’, årene har formet dem til, er pokkers troværdigt formidlet. Deres vaner, det, de snakker om, deres berøringer. Ned til mindste detalje tror man på deres relation til hinanden og verden. Derfor fungerer tragedien. Men det er den sorte humor, der levendegør karaktererne bedst. Som når Geoff med genvunden, ungdommelig kådhed pludselig begynder at ryge og brokke sig over alle sine uduelige venner. Herunder deres fucking ukulelespil.
Med dagligdagens trivielle rytmik blev jeg lullet ind i “45 år” og ind i parrets polemik. Først til sidst indså jeg, hvor involveret jeg egentlig var blevet i de to hovedpersoners liv. Det til trods for deres pensionisttilværelse på en mark i England, langt fra min. Og det i et trægt pace. Måske med overlæg, måske ikke. I hvert fald trækker det ned hos mig. Forcen er dens indsigtsfulde illustration af, hvordan et parforhold kan fryse til med tiden. Til samme kuldegrader som et nedfrosset lig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet