50/50
Udgivet 24. nov 2011 | Af: Sarahih | Set i biografen
Man kan nærmest ikke undgå at skabe kontroverser, når man laver en film, der mikser humor med et gravalvorligt tema som kræft. Ikke desto mindre er det dét, der gøres i instruktøren Jonathan Levines nyeste film, “50/50”. På trods af den på papiret lidt akavede cocktail så slipper filmen ganske fint af sted med sin vovede pærevælling – ikke mindst takket være Joseph Gordon-Levitt og Seth Rogens herlige præstationer i hovedrollerne.
Selvom det umiddelbart kan virke grotesk at tage en grovkornet, humoristisk vinkel på et så vanskeligt emne og tilmed bruge det som punchline, så er det værd at bemærke, at “50/50” faktisk tager udgangspunkt i manuskriptforfatteren Will Reisners egen kamp mod kræften. Seth Rogen, der spiller Adams evigt optimistiske ven, Kyle, er endda Reisners gode ven i virkeligheden. Filmens autentiske rødder har givet Rogen masser af spillerum til at improvisere, da han selv har stået i selvsamme sko som Kyle, og man kan levende forestille sig, hvor opløftende det må være at have en ven som Kyle i sådan en lortesituation.
Der, hvor “50/50” dog virkelig udmærker sig, er i scenerne, hvor Levitt på dramatisk og realistisk vis portrætterer Adams følelse af uretfærdighed, som enhver kræftpatient må kunne relatere sig til. For eksempel da Adam virkelig tilkendegiver sin vrede over hele sin tilværelse over for Kyle. Med sine lungers fulde kraft skriger han så voldsomt og frustreret, at det føles som et slag for alle kræftramte patienter verden over. Det er et skrål, der kryber sig helt ind under huden. En anden scene, hvor Levitt også formår at fremkalde kuldegysninger, er, da Adam får at vide, at kemoterapien ikke virker. Uretfærdigheden står så kraftigt malet i hans ansigt, at det er svært ikke at knibe en tåre.
Filmens største forcer er afgjort Rogen, Levitt og den absurde, men fornemme og opfindsomme skildring og fortolkning af et så ømtåleligt emne. Så hvis man er fan af enten Rogen eller Levitt, er “50/50” et must. De andre skuespillere gør ikke nær så stort indtryk, og på trods af filmens opfindsomme blend af humor og hjertesorg savner man ofte mere opfindsomhed i selve historien, der mangler overraskelser. Visuelt tager filmen heller ikke ligefrem kegler, selvom instruktøren hyppigt leger med forskellige kameravinkler og split screen, såsom da Adam i vrede kaster en økse mod et billede malet af ekskæresten. Øregangene kan dog nyde godt af et velsammensat soundtrack, der fint supplerer stemningen i “50/50” med alt fra Pearl Jam til Radiohead.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet