“500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede” er den uendeligt lange titel på ny dokumentarfilm om det hedengangne ungdomshus i København – en titel der vistnok er inspireret af et protestbanner, der i sin tid hang ud fra et af vinduerne på huset på Jagtvej 69 forud for den endelige rydning. Og en titel, der desværre må anskues som det mest kontroversielle ved dokumentarfilmen af de fire instruktører Anders Hornstrup, David B. Sørensen, Toke Gade Crone Kristiansen og Morten Revsgaard Frederiksen.

Initiativet fejler ellers ikke noget. Og hvor må det da også være interessevækkende for den uforstående del af befolkningen endeligt at få et indblik i livets gang i et hus, hvis rydning og nedrivning har affødt så uendeligt mange ryddede forsider, spisesedler og protestaktioner verden over. Det leveres så her igennem otte isolerede kapitler, hvor den gennemgående røde tråd er Ungdomshuset og de to brugere og aktivister Anna og Jakob, der har indvilget i de løbende interviewsituationer. Med andre ord et kig bag facaden, der desværre aldrig får bevist det hovedløse i Københavns Kommunes tvivlsomme behandling af den alternative ungdom i den danske hovedstad.

Det største problem ved “500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede” er vel nok dens manglende aktualitet, det manglende bid, set i lyset af, at situationen efter afslutningen af optagelserne har ændret sig drastisk. Tidsbilledet er ikke længere, som i filmen, et fremsyn mod et ungdomshus, der står over for en rydning. Tværtimod er huset sidenhen blevet jævnet med jorden til trods for højlydte protester, gadekampe og retssager, og væsentligere ville det derfor være at forholde sig til den nyopståede situation uden et fælles tag over hovedet.

Men et kig bag facaden bliver det trods alt til. Og mange fredelige protestaktioner, der blandt andet afstedkommer den kreative nøgendemonstration på Sankt Hans Torv på Nørrebro og en ditto besættelse af det fredede Flakfortet. Begge tegner de et fint og underholdende portræt af en ungdomskultur, som nægter at dø, nægter at kaste håndklædet i ringen. Og hvorfor skulle den også det? Det er trods alt blomsten af den danske ungdom, samfundet skal bygge videre på. Trods indblikket virker det alligevel som om, fotograferne på stedet bliver holdt i meget kort snor. Konfliktsøgende bliver det i hvert fald aldrig rigtig, og selve forholdet til system Danmark larmer ved sit fravær.

Værre er dog den tekniske side af sagen, hvor den ramponerede billedside understreger en fatal viden om billedmediets fortræffeligheder. Både klipning og beskæringer er hovedrystende ringe, og det er til tider dybt frustrende, når kameraet bevæger sig fra øst til vest uden hverken mål eller med. Afkortede ansigter og skæve vinklinger er heller ingen mangelvare, om end materialet i glimt er holdbart. Måske har det været et tilsigtet træk for at symbolisere Ungdomshusets anarkistiske side, men det gavner desværre ikke helhedsindtrykket, hvis man vil have den uoplyste tilskuer med på vognen.

For at nedbryde fordomme havde det endvidere været nødvendig med en mindre ensidig vinkling, hvor også Ungdomshusets modstandere kunne komme til orde. Det havde først og fremmest givet filmen tiltrængt konflikt, men det havde også skildret en mere nuanceret ungdom med et seriøst problem. Hvor er de nødvendige interview med Ungdomshusets fjender, Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen og ordensmagtens repræsentanter? Alternativet er – som nu – en ensidig kamp mellem et ‘os’ og et ‘dem’.

Trods tydelige mangler er “500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede” stadigvæk et prisværdigt forsøg på at portrættere en ungdomskultur, der ikke særligt ofte lader sig portrættere. Efter første lancering af denne film ved sidste års CPH: DOX er billedet ændret drastisk. Af samme grund er det måske på plads at kaste bolden op til en opfølgende dokumentarfilm, der fokuserer på tiden efter nedrivningen af huset på Jagtvej 69, et stenkast fra Nørrebros Runddel?

VideoBilledsiden i “500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der desværre ikke lægger skjul på fotografens dårlige beskæringer og særdeles rodede håndholdte stil. Billedet er dog gennemgående skarpt, og der er ikke eksempler på edge-enhancement, hvorimod støv og et par eklatante digitale forstyrrelser desværre skæmmer. Tilsvarende er farverne alt for stærkt gengivet i forhold til dokumentarfilmens egentlige realismepræg, ligesom kontrasten også er svingende. Et transfer der lider under et åbenlyst amatørpræg.

AudioLyden er nu heller ikke nogen større attraktion. Et dansksproget Stereo-lydspor er, hvad det her er blevet til, men i og for sig også ganske typisk filmens traditionelle dokumentargenre taget i betragtning. Nu lægger filmen da heller ikke op til et voluminøst bombardement af sanserne, og selve interviewsituationerne fremstår generelt også rene og tydelige, hvorimod de mange ‘fluen på væggen’- optagelser ofte har et præg af mudret lyd og også flere tilfælde af overstyringer. Musikken spiller ikke en større rolle i modsætning til atmosfærelyden, der trods alt agerer som godt supplement til filmens tematik.

EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.