Hvem har hældt sødsuppe ud over mine pruttevitser?

Seth MacFarlanes humor kan nok bedst beskrives som ’hit and miss'. Der er episoder af hans animationsserie “Family Guy”, der er lige så gode eller bedre, end det bedste “The Simpsons” har præsteret. Så er der til gengæld også pinligt usjove afsnit, der for mig altid vil gøre den sidstnævnte serie til favoritten. Jeg har dog altid haft et ømt punkt for hans komik, så jeg var spændt på at se hans næste film efter “Ted”, der blev en gigantisk succes i 2012.

Den næste film er så en westernkomedie. Seth MacFarlane spiller selv hovedrollen som den kujonagtige, evigt brokkende og misantropiske Albert, der hader Vesten af et godt hjerte. Ikke mindst på grund af de utallige måder man kan dø på der. MacFarlane gør det pænt, men aldrig imponerende. Hans underholdende tirader over alt, hvad der er galt med hans omverden, leveres mekanisk og uden ekstraordinær komisk timing. Værre er det, når han skal spille dramatisk i scenerne over for Charlize Theron som filmens skarptskydende og charmerende variation over duel-franskmanden Cyrano de Bergerac. Her bliver det desværre meget tydeligt, at én af de to er en Oscar-vindende skuespiller, mens den anden er Seth MacFarlane.

Hele det romantiske subplot er faktisk filmens største svaghed. Hver eneste gang tempoet er kommet lidt op, og man begynder at grine højt, så kommer en dybt konventionel scene i stil med klassiske rom-coms og ødelægger den. Som da de to besøger det lokale dyrskue, hvor den ene stakkels nybygger dør efter den anden på mere og mere vanvittige måder, men før jeg kan give lattermusklerne ordentligt los, bliver det afbrudt af en scene med datingråd og selvtillidsmassage, som hører mere hjemme i et teenagedrama. De voldsomme og umotiverede skift giver næsten følelsesmæssigt piskesmæld og gør, at filmen bliver underligt skizofren.

Hvorvidt man synes, at filmen er morsom, er nok et spørgsmål om smag. Vi er fem minutter inde (inklusive tre minutters åbningssekvens), før den første penisjoke kommer. Filmen er dybt pubertær, men hvis man har et problem med det, forstår jeg ikke, hvorfor man er taget i biografen for at se en Seth MacFarlane-film. Jeg grinede selv flere gange og ville ønske, jeg kunne have gjort det mere. Uheldigvis er det, som om filmen ikke helt tør stå ved sin gakkede og infantile humor. Hvis den havde holdt sig til, hvad den gør bedst, så kunne den have været oprigtigt underholdende.

Det er birollerne, der står stærkest. Sarah Silverman og Giovanni Ribisi, som henholdsvis byens mest populære luder og hendes uskyldige og sexforskrækkede kæreste, har filmens bedste scener. Derudover er det de afsindigt voldsomme og groteske måder Vesten dræber sine indbyggere på (der dog aldrig når op på en million, hvilket må betragtes som falsk varebetegnelse), der høster de fleste af filmens højlydte latteranfald. Alt fra klapperslanger, isklumper, barslagsmål, løstløbende tyre, indianere, forbrydere, præster, kvaksalvere og endda noget så uskyldigt som at få taget et fotografi kan slå dig ihjel i MacFarlanes version af Det Vilde Vesten. Det er en fornøjelse at være vidne til.