Richard Curtis sender endnu et advarselsskud til Hollywoods manuskriptforfattere

Tidsrejsefilm falder overvejende i to kategorier: De film, der insisterer på at tage konceptet seriøst og derfor som regel drukner i lange passager af tekniske forklaringer og dybt forvirrende plottråde, og så de film, der er mere interesserede i at fortælle en god historie, men som oftest har plothuller, som er så store, at man kunne køre en dobbeltdækkerbus igennem dem. “About Time” falder klart i den anden kategori, men den har så megen charme og så stort et hjerte, at den slipper godt fra det.

Den kejtede unge mand Tim hives ind på sin fars kontor, hvor han får at vide, at han, nu hvor han er blevet 21, må indvies i familiens dybeste hemmelighed: Alle de mandlige medlemmer kan rejse i tiden. Dog kun til fortiden og kun i personens eget liv, men lidt har vel også ret… Tim er forståeligt nok skeptisk, men efter en praktisk demonstration begynder han at se potentialet i denne evne. Hans far fortæller, at han primært har brugt sine evner til at læse alt. To gange. Dickens tre. Han opfordrer Tim til at gå efter noget mere vigtigt end penge og anerkendelse. Meget overraskende (specielt i en Richard Curtis-film) vælger den unge hormonplagede mand kærligheden.

Tidsrejserne i filmen forklares aldrig og bruger ingen teknologiske eller magiske midler. Tim stiller sig simpelthen bare i et mørkt rum, klemmer hænderne sammen og tænker på det tidspunkt, han vil hen til. Det er meget sent, at der introduceres noget, der ligner et paradoks, og selv da kan effekten afværges uden de større problemer. Dette er ikke science fiction. Den læner sig derimod fint op ad Richard Curtis’ øvrige værker. Kærligheden i alle dens afskygninger er filmens credo – familiekærlighed, søskendekærlighed, forelskelse, forblindelse, kærligheden mellem et ægtepar, kærligheden til ens børn. Lad mig komme med en hurtig advarsel: Som single kan denne film virke ret dogmatisk. Hele livets mening ligger tilsyneladende i at finde en kæreste, gifte sig og få børn.

Det, der redder filmen fra at blive ren sødsuppefascisme, er de vidunderlige skuespillere. Domhnall Gleason i hovedrollen er kluntet og genert uden at blive egentligt irriterende, og efterhånden som hans selvsikkerhed vokser, oplever vi ham med et sarkastisk vid og imponerende komisk timing. Rachel McAdams som hans livs kærlighed er desværre lidt for generisk en karakter til rigtigt at imponere. På sidelinjen er det en vidunderligt overspillende Tom Hollander som den bitre og koleriske forfatter Harry og så selvfølgelig Bill Nighy som faderen, der efterlader sig permanente indtryk. Man savner desværre en stærk og udfoldet kvindelig karakter af samme støbning som Emma Thompson i “Love Actually” eller Julia Roberts i “Notting Hill” – to af Curtis’ tidligere opusser.

Dialogen er skarp og fyndig, fuldt ud som vi forventer os af et Richard Curtis-manuskript. Hvis der er én mand, der kan genoplive screwball-komedien, så er det ham. Klipningen er habil, men ellers ikke nævneværdig. Kameraarbejdet irriterede mig til tider. Det er ikke formålstjenligt at have en sagt vuggende kameraføring i afdæmpede, inderlige scener. Der er smukke scener og tableauer, men de får aldrig rigtig lov til at bundfælde sig hos tilskueren, mens der klippes hastigt videre. De scener, der endelig får lov til at stå, er desværre generiske grænsende til det klichéprægede. Det er synd, da dette utvivlsomt ville løfte filmen. Som det er, lever filmen primært gennem skuespillerne og dialogen.