Aladdin

InstruktionGuy Ritchie

MedvirkendeWill Smith, Naomi Scott, Mena Massoud

Længde128 min

IMDbVis på IMDb

I biografen23/05/2019

Anmeldelse

Aladdin

3 6

 

Jeg ville ønske, at live-action-udgaven af “Aladdin” ikke var to timer og otte minutter. Den tegnede original overkom markant mere på kun 90 minutter i 1992.

 

Det var mit første ønske – tilbage har jeg to.

 

Herefter ville jeg ønske, at instruktør Guy Ritchie og Disney forstod meningen med historien om den fattige gadedreng, Aladdin.

 

Vi er alle Aladdin. Og budskabet er, at du skal være dig selv – Aladdin – og ikke forsøge at være en anden, Prins Ali.

 

For hvis du bare er dig selv, så bliver dine ønsker opfyldt. Du får den, du elsker – Prinsesse Jasmin – og titlen som Sultan af Agrabah.

 

Den første del har 2019-udgaven af “Aladdin” fanget. Vær dig selv. Det skal Aladdin lære, imens han ønsker sig til identiteten som Prins Ali.

 

Så langt er 2019 ikke anderledes fra 1992. Men i år er det ikke længere kun Aladdin, der kan drømme om titlen som sultan. Kvinder kan som bekendt det samme som mænd. Enig!

 

Men det store Jasmin-fokus leveret af en charmerende og selvstændig Naomi Scott forplumrer meningen med “Aladdin”. Den er skiftet fra ‘Vær dig selv, og dine drømme bliver til virkelighed’ til ‘Vær dig selv, og din kæreste får sine ønsker opfyldt’.

 

Forplumringen er naturligvis sket i en tidstypisk og rigtig mening, der suppleres af en ny sang fra Jasmin, der fortæller Jafar – og alverdens onde mænd – at hun ikke længere vil tie stille.

 

Men den rigtige mening sker på bekostning af den store mening. For det er ikke kun Aladdin, der er Aladdin. Eller mænd. Det er vi alle, når vi ser “Aladdin“. Det handler ikke om køn. Det gør det nu.

 

Det gør det i et live-action-remake med Will Smith som frontsanger. Han vil synge for alle.

 

I sommer sang han for Putin ved VM i fodbold – nu synger han som lampeånden Genie for endnu en middelalderlig diktator, ham i Agrabah.

 

Smith er et oplagt og varmt valg som Genie, og så kan han synge de klassiske “Aladdin”-sange selv – denne gang i en Fresh Prince-poppet stil.

 

Problemet for Will Smith er, at han og Disneys CGI-hold konkurrerer imod fantasien fra den tegnede streg. 1992-udgaven havde flere tricks.

 

Bedre kan jeg lide udbygningen af Jafars forhistorie. Han har også en baggrund fra fattige kår – ondskaben bliver forklaret.

 

Mit tredje og sidste ønske er henvendt direkte til Disney.

 

Jeg ønsker at sætte jer fri. Fri fra de stive live-action-remakes, der endnu ikke har medført en sådan for alvor vellykket film.

 

Det er mit ønske. Ellers ses vi bare til “Løvernes konge” om to måneder.

 

Aladdin 2019 anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer