All My Friends Are Leaving Brisbane
Udgivet 28. nov 2008 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Når noget får prædikatet “indie”, sættes der ofte lighedstegn med, at det er cool, undergrund og anti-establishment. I virkeligheden betyder det jo bare, at produktet er uafhængigt, altså finansieret uden om store selskaber, men i dag er indie-begrebet på mange måder blevet synonym med nogle bestemte æstetiske og fortællemæssige udtryk. “All My Friends Are Leaving Brisbane” er et godt eksempel på en indie-film, der udmærket er klar over, at den netop er en indie-film, og det kommer der nødvendigvis ikke noget særlig interessant ud af.
Han mener, at folk, der rejser, er copycats, der bare følger strømmen og gør som alle de andre. ”Hvis alle sprang ud fra en bro, ville du så også gøre det?”, spørger han hende på et tidspunkt. Anthea står altså over for et eksistentielt dilemma – hun ved simpelthen ikke, hvad hun vil med livet, og i takt med at hendes uafklarede følelser med vennen Michael trænger op til overfladen, tvinger det hende til at træffe et valg.
Dermed ikke sagt at en sådan stil ikke kan fungere – det var sidste års “Juno” et godt eksempel på – men den besad også en humor og en nerve, som fik os til at holde af filmen og dens hovedpersoner. Det mangler “All My Friends Are Leaving Brisbane” simpelthen, og det er ærlig talt lidt af et mysterium, at denne film har fundet sin vej til de danske biografer. Bevares, der er da lyspunkter i filmen, og især dens leg med at manifistere personernes tanker og bekymringer i små visuelle flashback fungerer udmærket. Dette er dog bare set udført meget sjovere i f.eks. tv-serien “Scrubs” og kan altså ikke redde filmen fra at være en ligegyldig romantisk komedie, der så gerne vil være alternativ og cool, men som ender med at blive lige det modsatte.
“All My Friends Are Leaving Brisbane” er et godt eksempel på en film, der prøver så hårdt på at hænge sig op på indie-prædikatet, at den ender med at blive kvalt i det. Historien snegler sig afsted som en pensionist på motorvejen, og handlingen mangler simpelthen det drive, der gør, at man som seer bliver underholdt og engageret i personerne. Man forlader biografen med en følelse af lige at have set en sukkersød, romantisk komedie fra Hollywood genindspillet i Australien for et meget mindre beløb. Og det har næppe været meningen med denne film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet