Film gør ondt, igen

Med højdepunktet og debuten “Reconstruction” gjorde Christoffer Boe – eller Hr. Boe, som han ynder at præsentere sig selv, ordene ”Alt er film. Alt er en konstruktion. Alligevel gør det ondt” til sit kunstneriske motto. Den Godard-glade instruktør insisterer på at gøre opmærksom på, at film er film i sine film. Denne dekonstruerende tilgang gælder også Boes seneste udspil “Alting bliver godt igen”, hvor titlen måske dækker over, at Boes projekter ikke har været så vellykkede siden den roste debut.

Den distræte filminstruktør Falk kæmper med at finde på en idé til sin næste film. Idéerne kommer imidlertid ikke let, og interessen for filmen falder ganske betragteligt, da Falks eget liv tiltagende begynder at stige i dramatik og spænding. Falk har påkørt en hjemvendt soldat og flygter i panik med soldatens taske, der indeholder fotografier af danske soldaters overgreb imod krigsfanger. Men ikke alle vil have disse billeder offentliggjort, og da Falk forsøger at få billederne frem i dagens lys, begynder mystiske ting at ske. Politiet har aldrig fundet den påkørte mand, han forfølges af folk, som, Falk utvivlsomt mener, er fra hæren, og hans kæreste, som han snart skal adoptere et barn sammen med, er pludselig forsvundet – bortført måske? Paranoiaen stiger stødt samtidig med, at grænsen imellem virkelighed og instruktørens fantasi bliver mere og mere uigennemskuelig.

Umiddelbart kan “Alting bliver godt igen” på overfladen lyde til at være i familie med klassiske paranoiafilm som Coppolas “The Conversation” eller Pollacks “Three Days of the Condor”. Imidlertid lægger Boes film sig mest af alt op ad brødrene Coens genrepastiche “Burn After Reading”. Her legede de postmodernistiske brødre med overdreven brug af ildevarslende musik og mystiske blikke i et forsøg på at gøre kærligt grin med den selvhøjtidelige paranoiatradition.

Med et mere alvorstungt og nordisk udtryk er det præcis det samme pasticheprojekt, Hr. Boe her er ude i. Til det projekt er Jens Albinus perfekt i rollen som den konspirations- og paranoiaramte filminstruktør, der ser forfølgere fra systemet og hæren overalt. Særligt komisk bliver det, da Falk af en skrankebureaukrat fra adoptionsbureauet bliver bedt om at tage et nummer til køen, hvilket straks bliver udlagt af Falk som et bevidst forsøg på at holde ham tilbage, hvilket en aflåst dør blot bekræfter ham i. De holder øje med ham, det er sikkert og vist, nærmest som i en film, hvilket det jo også er, måske endda Falks egen film?

Den mestendels subtile humor er yderst velfungerende – der bliver kombineret med stil og referencer fra først og fremmest Boes nybølgeforbillede Godard, hvorfor Boe da heller ikke forpasser muligheden for at lade Falk arrogant lækkert ryge en smøg, som var han selveste Godards førstemand Jean-Paul Belmondo. Egentlig er det hele upåklageligt skåret og pakket ind, og så kan vi vel dårligt klage. Alligevel er det som om, at Boe heller ikke med denne film formår at flytte sig, men stædigt og lidt bedaget insisterer på at holde fast i sin dekonstruktion af filmmediet, der da er meget finurlig er sjov, men ikke ligefrem skaber en ny, men nok nærmere gammel bølge. Filmen havde på mange måder været mere skarptskåret uden dette lidt påklistrede metalag, som øjensynligt er Boes hjerte- og smertensbarn.