Sort, sort, sort humor. Sort!

”Men det er jo bare en komedie.” Den vending har jeg hørt og læst utallige gange, når det handler om grin på film. Underligt nok. For jeg elsker at grine, og meget få film lykkes med den mission. Det er svært at lave en sjov komedie. Måske dét sværeste. “Anchorman”, med den surrealistiske, dumplatte Will Ferrell som nyhedsværten Ron Burgundy, var nok den seneste film, der fik mig til for alvor at åbne svælget og brøle: ”HA-HA-HA!” “Anchorman 2” lægger et ekstra ”HA” til – jeg griner stadigvæk.

Men hvad er det så, der er så sjovt? Ikke historien. Den er ligegyldigt den samme: Ron Burgundy, med den ikoniske snegl på læben, skal ikke længere læse lokalnyheder op i San Diego, men opgraderes til landsdækkende nyheder i 70’ernes New York på døgnnyhedskanalen GNN – den første af sin slags. Filmen gider ikke engang lade, som om den har en historie, men fokuserer udelukkende på at tæppebombe med humor så sort, at jeg måtte se den med en læselampe. Sort, sort, sort… Sort. Pladen går i småracistisk og pubertært hak for Ron, da han møder sin nye, sorte chef, Linda. Han gentager og gentager, indtil kun Seth MacFarlanes “Family Guy” synes, man kan gentage mere. Fra dumt over pinligt til lige præcis dér, hvor det bliver latterligt genialt, hvor kun Will Ferrells timing ved, at nu er det helt rigtigt at sige sort en sidste gang og så én gang mere.

Filmen er ikke bare fuld af perfekte gentagelser, men også veloplagte gengangere i form af Rons faste nyhedshold bestående af reporteren Brian, sportsværten Champ og vejrmanden Brick. Til trods for at de er bedste venner, så splittes skærmtiden dog ikke ligeligt imellem de tre. I den første film var jeg vild med Steve Carells virkelighedsfjerne Brick. Det vil dog sige, Brick har en virkelighed – den er bare en helt, helt anden end alle andres. Da han bliver genforenet med resten af holdet, står han som taler ved sin egen begravelse – han er overbevist om, han selv er død. Brick er så langt ude, at det vel kun er “Monty Python” i deres mest surreelle hjørne, der kan trænge igennem til ham. Carells humor trænger helt igennem til mig. Endnu mere i denne 2’er, der giver Brick plads til at boltre sig som benløs vejrvært på jagt efter kærligheden med sin laserkanon fra fremtiden.

Det er humor af den dumt rå og usødet slags, der synes, at det er sjovt, når værtskonkurrenten tvinges til at ændre sit efternavn fra Lime til Lam. Lamt, men sjovt, i en film, hvor de komiske setups er flabet overtydelige, som når Ron bliver spurgt ind til tilstedeværelsen af en pose bowlingkugler og nogle indeburede skorpioner i sin bil. Han gider dårligt forklare, inden det smukke pay-off sker. Bilen slår en saltomotale på vej imod en ulykke, og inde i bilen rammes vores nyhedsvenner af tunge bowlingkugler og drabelige skorpioner samt andet godt. Alt sammen leveret i en grotesk stiliseret slowmotion, der vil trøste Lars von Trier med, at “Antichrist” ikke blev lavet forgæves.

Lidt mediesatirisk mening tilsætter Ferrell og slænget dog til den galt gale galskab. For nutidens CNN, Fox News og de fleste danske medier bliver ramt med en bowlingkugles kraft, da Burgundy i jagten på seertal for altid ændrer mediernes nyhedskriterium; fra nyheder vi burde se, til nyheder vi vil se. TV 2’s kongehusdækning og Ulrik Haagerups såkaldte ‘konstruktive nyheder’ bliver ramt rent af den strike.