Anomalisa
Udgivet 2. mar 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Enhver kunde er et individ, siger kundeserviceguruen Michael Stone fra talerstolen ved en kedelig konference for call center-ansatte, hvor han er den store stjernetaler. Enhver kunde er en særegen person, der adskiller sig fra alle andre ved netop at være sig selv. Unik og uerstattelig. Eller hvad? Ordene føles falske, for der er ikke meget i Charlie Kaufmans dybt originale stop motion-dukkefilm, der underbygger den påstand. Tværtimod. Alle i verden lyder ens. Mænd, kvinder, børn – alle er stemmelagt af skuespiller Tom Noonan. Alle bortset fra Michael Stone – og en genert teamleder fra kundeservice-afdelingen på en kagefabrik. Anomalien, Lisa.
I “Anomalisa” er Kaufman mere kontrolleret. Mindre. Men ikke mindre filosofisk. Eller mindre mærkelig. For der er altså tale om en dukkefilm om noget så tungt som eksistentiel ensomhed. Det er ikke bare den ensomhed, der kan melde sig, når man er alene. Det er dybere. Det er tanken om, at det er umuligt nogensinde at kende et andet menneske for alvor. Nærhedens umulighed. Kan man nogensinde finde ind til det, som gør ethvert menneske til individ? Michael Stone er ved at miste troen. Alle taler ens. Tom Noonan gør intet for at give alle sine karakterer skyggen af særpræg. Det er et originalt greb, der illustrerer en gammelkendt eksistentiel bekymring: Hvordan kan man udtrykke det absolut personlige, når sproget ikke er personligt, men fælles, alment? Vi kan aldrig dele vores inderste med nogen. Fordømt til ensomhed.
Det fører bl.a. til en meget lang, overraskende rørende, elskovsscene mellem to dukker, som føles mere menneskelig end det meste af den kødelige omgang mellem skuespillere af kød og blod, der finder vej til biograflærredet i disse tider. I den mest markante sexscene siden “Adèles liv” overskrider karaktererne deres dukkeskikkelser og bliver unikke menneskelige skæbner. Tegnet med en følsomhed og empati, der ikke står tilbage for noget hudhylster fyldt med kød og knogler. “Anomalisa” er en lille kærlighedshistorie om kærlighedens (u)mulighed. En typisk Kaufman-konstruktion – men denne gang med et bankende menneskehjerte i midten. Hans bedste som instruktør.
Det kan godt være, vi alle sammen lyder ens i Charlie Kaufmans ører. Men hans egen, unikke stemme fornægter sig ikke. Den bliver kun finere, efterhånden som den bliver bedre til at dossere sine særlige virkemidler. I “Anomalisa” klinger den melankolsk og afdæmpet, modsat den overanstrengte skævhed i ” Synecdoche, New York”. Men stadig umiskendelig Kaufman. Et enestående filmindivid.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet