Ant-Man
Udgivet 22. jul 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
“Ant-Man” er en lille film. For selv om den deler univers med Avengers-holdet, så er der ingen byer, der løftes fra jorden, eller onde guder, som vil indhylle verden i mørke. I stedet kæmper den krympede helt og skurk til den bitre, standardiserede Marvel-ende på en togbane, der har hjemme på et børneværelse. Her er ingen storhed, men derimod endnu en ond opfinderskurk, som drømmer om at producere dommedagsvåben til slemme mænd med penge.
Alligevel er “Ant-Man” ikke helt som de andre. Den dyrker det absurde i, at superhelteevnerne her består i at blive mindre. Derfor er den også blevet en lille Marvel-film, der næsten kun udspiller sig i skurkeborgen, Cross Technological Enterprises, og så hjemme hos den oprindelige Ant-Man, Hank Pym, der spilles med dejligt rusten mentor-attitude af Michael Douglas. Han har selv oplært skurken, der spilles ud af den mest lige skurkevej af skaldede Corey Stoll. Han er ond. Bare fordi. Ham må Pym nu stoppe, men er selv blevet for gammel til at trække i myredragten. Af mere uklare årsager må datteren Hope heller ikke hoppe i dragten. I Evangeline Lillys skikkelse, iført en slags sort hjelm af en paryk, må Hope nøjes med at være sexet sidekick og sørge over sin afdøde mor.
Det er en skam. For actionscenerne hører til blandt Marvels mest opfindsomme. Ja, hele udførelsen af den formindskede mand er attraktionen. Lige fra 60’ernes “Den fantastiske rejse” til “Skat, børnene er skrumpet” har film leget med at krympe mennesker, så de kan sendes med ubåd ind i blodårene på et menneske eller bare opleve baghaven som en uendelig jungle. For Ant-Man er det pludselig vandet i badekarret, der opleves som en guddommelig syndflod, som dramatisk skyller ham ind på et diskotek, hvor han desperat forsøger at holde fast i rillen på en lp, imens han forsøger at undgå den dræbende pickup-nål. I disse små øjeblikke er der nyt fra Marvel.
“Ant-Man” er fra småtings-afdelingen. Skurken og helten er små, og de kæmper begge i og med en plottråd, der kunne være skrevet som pixibog. Selv den kronisk-ironiske Marvel-tone er lidt neddæmpet, hvorfor de komiske indspark er udliciteret til tre etniske minoriteter, der taler med fjollet dialekt. Måske Marvel skulle overveje om vokseværk altid er en god ting.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet