Endelig! Endelig gjorde Marvel Studios alvor af truslen. Slut med Ultron og de andre andenrangs-skurke. Endelig er Thanos her med død og ødelæggelse.

Det er nemlig Josh Brolins gale titan-skurk, der er den overraskende hovedrolle i denne uendelige krig, som igen samler de mange avengers, efter “Civil War” splittede dem.

Han er et bæst. Et dræbende monster, der i indledningen nemt tæver Thor og Hulk, som er på vej tilbage til Jorden, efter “Ragnarok” ødelagde Asgard. Det bliver en uendelig vanskelig modstander for de rekord-mange Marvel-helte, der her samles imod universets ondeste.

Men han er ikke kun ond bare fordi. Han er også far. Og en mand med en plan om at udrydde ulykke i universet. Ved at udrydde halvdelen af universet. Han vil rydde op!

Til det formål skal han bruge seks farvede infinity stones, der egentlig bare er en belejlig undskyldning for at dele de mange fra Marvel op i mindre hold spredt rundt i galaksen.

Således udvikler “Infinity War” sig hurtigt til et spil “Super Mario Odyssey”, hvor det onde monster må stoppes på en rejse til forskellige verdener.

Et hold må til Nidavellir, et andet til Titan. Sjælestenen er vist på Vormir, imens Vision gemmer sig hos Black Panther i Wakanda. Det er en ‘hold-i-hold’-film, der arrangerer de kendte helte i nye konstellationer.

På den måde har Marvel Studios ikke kun kopieret det uendelige serie-format fra HBO, men også måden at nedbryde de mange ned til små grupper. Den store fortælling bliver til mindre og flere historier.

Og hvis “Infinity War” var et afsnit af “Game of Thrones”, ville det være i stil og skala med “Red Wedding” og “Battle of the Bastards” – de største, vildeste og absolut mest overraskende.

I hænderne på Russo-brødrene er en “Avengers”-film nemlig endelig blevet mere end Joss Whedons kedelige kampe kun afbrudt af den efterhånden formulariske MCU-komik.

Her er ingen punkterende post-credit-kebab, der understreger, at det hele bare er for sjov. Selv om Drax da godt nok ikke kan dy sig for at smaske en pose rum-chips i det sekund, hvor Gamora og Star-Lord har den alvorligste snak: Vil du dræbe mig, hvis Thanos fanger mig?

Det er denne alvorlige tone, som Thanos nu bringer til MCU. Løfter om at gøre alt for den, du elsker. Her er kærlighed, krig og kaos. Men mest kamp.

Forsvaret af Jorden er som et langt Helm’s Deep-slag med en delkonklusion, inden kaptajnen og de andre nok vender tilbage i “Avengers 4” om et år.

Og det sker med en dirigents største overblik. Alle i orkestret spiller sammen.

Det begynder med Thor og Hulk, der spiller op til Thanos, inden Hulk organisk giver en solo videre til møde med en Doctor Strange, der åbner dimensioner op for en Spider-Man, som belæres af sin Iron Man, der stadig ikke taler med Captain America, som i stedet spiller sikkert med Black Widow, Falcon, Black Panther, der åbner Wakanda op for – hov, der kom Thor tilbage, som har leget med Guardians, der også er blevet delt, brudt og sat sammen på ny.

Det hele samles og styres af Russo-brødrene til et computerspil så sjovt og så svært, at de mange helte vist kun kan vinde én ud af 14 millioner gange imod Thanos, siger Doctor Strange.

Derfor er Infinity-krigen måske Marvels største bedrift. Med sikkerhed den mest ambitiøse. Jeg glæder mig uendeligt meget til “Avengers 4”.