Drive, Baby, drive!

Tak, Marvel. Tak, fordi I besluttede, at Edgar Wrights unikke stemme ikke passede ind i det faste MCU-format. Så i stedet for “Ant-Man” kørte Wright videre til “Baby Driver”. Hans hidtil bedste tur, der fortsætter genrelegen fra den crazy Cornetto-trilogi, hvor zombie, politi og verdens alien-ende fik trukket Simon Pegg-komedie ned over sig. Denne gang er det musical møder “Bonnie og Clyde”-heist. Og dét swinger!

Forestil dig “La La Land” med vilde biljagter. Eller “Drive” som poppet musical. Eller bare Edgar Wright, der gør “Dirty Dancing” til kupfilm uden fartbegrænsning. Så har du sådan cirka “Baby Driver”, hvor Baby bestemt ikke puttes over i hjørnet. I stedet er denne Baby en genfødt Ansel Elgort, som tidligere har været emo-alvorlig i “Divergent”-serien. Nu har han sorte solbriller og et evigt soundtrack spillende fra sin iPod, der holder rytmen, når der skal flygtes. Baby er nemlig driver, som Ryan Gosling var det i “Drive”. Og en lige så god en af slagsen!

Det ser ellers umuligt ud. Flere politibiler bagved og helikopter i luften, hvordan skal den røde bil slippe væk? Ind imellem to andre røde. Helikopteren ser straks, at det er den i midten. En bro senere er de røde kort blevet blandet, nu er Baby i den venstre bane. Snart væk, undveget igen. Det er det, han kan. Til et varieret lækkert soundtrack, hvor tempotrommer fra “The Damned” holder farten hele vejen – og Baby spoler gerne tilbage, så musik og flygt passer sammen. For det handler nemlig om at flygte. Fra den tinnitus i ørerne, der minder om barndommens bilulykke med mor. Det eneste rigtige er at skifte nummer. Smooth, inderlige “Easy Like Sunday Morning” sætter nu den sørgmodige stemning.

På den måde passer biljagt, musik og personlige problemer sammen i en overlegen blanding af det album, der er “Baby Driver”. Det hele er retro-smækkert placeret i den slags nostalgi, som også “La La Land” hyldede. Den søde Debora arbejder på dineren, den første date er på møntvaskeri, imens Baby mindes mor med kassettebånd. Snart spiller jazz-klaveret i Ipoden, og kameraet jazzer og swinger med, rundt og rundt om Baby. Det er ren blær – næsten for meget, Wright.

Det er castet også. Blæret. Kevin Spacey er underverdenens Frank Underwood, der planlægger det sidste kup, som skal sætte Baby fri til at køre ud vestpå med sin diner-servitrice til deres dages ende. Bagmanden forklarer planen. Vi hører den bare ikke. Kun musikken, der spiller i ørerne på Baby – sådan må det være i et musical-heist. Men et sidste kup er som bekendt også altid det, der går galt. Særligt når røverne, der skal flygtes for, er Jamie Foxx som Sygo med tattoos og Jon Hamm, den hævngerrige børsmægler, Buddy. De sætter ikke pris på musikken, men derimod penge og pistoler.