Fisse, fester og frygten for at blive gammel

Det er aldrig sjovt at blive gammel. Der er mange etaper på vejen, og de er alle ubehagelige; lige fra menopause eller den første prostataundersøgelse over kredsløbsproblemer og generel fysisk degeneration til det hjerteskærende øjeblik, hvor man ikke længere kan klemme hele hånden ned i Pringles-dåsen. I “Bad Neighbours” er det specielt afskeden med det vilde festliv, der tages under behandling, koblet med kravet om at tage ansvar for sig selv og måske endda et barn. Det lyder måske som et lidt for alvorligt emne for en sjofel komedie, men heldigvis kan den rumme det hele.

Rose Byrne og Seth Rogen er et ægtepar med en lille baby og et nyligt erhvervet hus i forstæderne med et dertilhørende reallån. De to bruger meget energi på at forsikre hinanden om, hvor lykkelige de er, og at de stadig er unge og hippe. Da huset ved siden af bliver solgt til Delta Psi Beta, et ”fraternity” (den særlige amerikanske afart af en studenterforening), må parret prøve at få deres misundelse over de vilde fester og deres frygt for larm og uro i deres pæne villakvarter til at gå op i en højere enhed. Formanden for festaberne i nabohuset er dog så charmerende, at de to hurtigt bliver suget ind. Han spilles med charme og overskud af Zac Efron – for det meste i bar overkrop, hvilket kun gør filmen mere seværdig.

Der er groteske festscener i filmen med stoffer, alkohol, nøgne mennesker, syrede kostumer og vanvittige optrin, som gennem Rogen og Byrnes karakterers øjne er både frastødende og fascinerende. Der er ustyrligt sjove scener, som da Delta Psi for at få penge til at betale reparationer på huset laver afstøbninger af deres ‘udstyr’ og sælger dem som dildoer. Disse dukker i øvrigt efterfølgende op i forskellige underlige situationer i resten af “Bad Neighbours”. Anmeldere er generelt svære at overrumple, men til visningen af “Bad Neighbours” blev der grinet højt. Rogens sans for gakket komedie, der befinder sig bedst langt under bæltestedet, udnyttes til fulde, mens Byrne leverer et befriende psykopatisk modstykke til ham.

Men filmen har faktisk mere at byde på end bare sjofel humor. Rogen og Efrons karakterer er næsten lige bange for at blive voksne og prøver ihærdigt at distrahere sig selv og hinanden fra den frygt ved at starte en større fejde mellem ægteparret og Delta Psi. Derudover er det dejligt at se, at filmskaberne tydeligvis morer sig med at vende publikums forventninger på hovedet, som da drengerøvene i Delta Psi pludselig har en dyb og meningsfyldt samtale om deres følelser. Og det lykkes endda at forløse hele dette lag af filmen uden på nogen måde at renskure eller neutralisere humoren, hvilket utallige andre teenagekomedier har fejlet på.

En stor del af dialogen er improviseret frem på settet, hvilket for det meste er en positiv ting, men der er desværre en stor del af scenerne mellem Rogen og Byrne, som får lov til at køre alt for længe. Tonen i de scener passer ikke helt til resten, og jeg sad mest af alt og ønskede mig mere fest, der fylder mest i den første halvdel af filmen, og derfor hovedplottet lidt for længe om at komme ordentligt i gang. Det er synd, da det er tydeligt, at der er klippet en hel del scener ud. Der er plotelementer, der kun refereres til og aldrig rigtigt forløses, og sekvenser, der er overstået alt for hurtigt.