Det er ikke blot skuespilleren Mikael Persbrandt, der går igen fra Simon Stahos “Dag og Nat”. Igen har den dansk-islandske instruktør nemlig udbedt sig en tematisk redegørelse for kærlighedens uransalige veje i “Bang Bang Orangutang”. Som sidst personificeret igennem et opofrende og sjælevandrende individ i færd med den totale deroute. Og som sidst ekspliciteret, primært i hvert fald, fra forsædet af en bil.

Endnu en gang anslås den bærende karakter af svenske Mikael Persbrandt. I denne omgang indfinder han sig som den midaldrende underdirektør Åke, der i alt for lang tid har haft alt, alt for travlt med karrieren til at bekymre sig synderligt om sin familie med hustru og to børn. Bekymringer får han imidlertid klækkeligt af, inden denne film er omme. Således indledes den tragikomiske tone i “Bang Bang Orangutang” kontant med karrieremenneskets nedkørsel af sin egen søn Oscar, der prompte afgår ved døden.

Det er dog blot et spædt startskud til en lang række omstændigheder, der skubber Åke længere og længere ned i dyndet. Hustruen Nina (Lena Olin) forlader ham. Åkes boss beslutter at omlægge virksomhedens produktion til henholdsvis Indien og Geneve. Med andre ord bliver Åke øjeblikkeligt afskediget og desuden isoleret af familie og venner, der ser ham som den eneste skyldige i Oscars tragiske død.

Men der er trods alt hjælp at hente fra uventet hånd, selv om Åke er ved at gå godt og grundigt i hundene. Hans jobtitel er nu taxachauffør, og det er lige præcis i den forbindelse, at han møder sjælevennen Linda (Tuva Novotny), der ligesom han selv har et usigeligt behov for at lytte og ikke mindst blive lyttet til. Og så skal han jo heller ikke glemme den tilbageværende datter, han stadig har, og som for i øvrigt stadig forguder ham trods de glædesløse omstændigheder.

“Bang Bang Orangutang” handler i korte træk om at elske, og om at blive elsket. Det er blevet tid til selvransagelse for den hårdt ramte Åke, der aldrig har givet sig tid til nogle af delene, men med ensomhedens komme nu har fået et behov for begge. Emnet er i virkeligheden den identitetskrise, et individ kan havne i, når en række uplanlagte hændelser gør, at der må sadles markant om både på hjemmefronten og på jobmarkedet. Men Staho stopper imidlertid ikke her. Det at kunne tilgive er nemlig også oppe til debat. Og således har Simon Staho tumlet med ganske store tanker i sit allerseneste opus.

Et langt stykke af vejen fungerer det da også fantastisk godt. Måske fordi hovedrolleindehaver Mikael Persbrandt er den store kapacitet, han er. Det er vist ikke for meget at sige, at han faktisk bærer denne film igennem. Og måske fordi “Bang Bang Orangutang” forstår at bevare en skæv, tragikomisk tilgang til sit stof, formår den at udstråle lige dele charme, selvtillid og lækkert hår. Og så naturligvis en masse menneskelig varme.

Alligevel er det ikke helt nok. Således mangler vores identitetshungrende hovedkarakter i den grad en fremdrift, hvilket naturligvis er forståeligt et stykke af vejen. Men det bliver alligevel enerverende på længere sigt at være vidne til, at vores antihelt konsekvent ignorerer de chancer, der trods alt kommer i hans retning. Man får simpelthen en udtalt trang til at skrige af sine lungers fulde kraft – ”så ta’ dig dog sammen mand!. Og det er desværre også stærkt medvirkende til, at en ellers brillant fortalt anekdote tenderer til at gå lidt i tomgang hen mod enden.

Video”Bang Bang Orangutang” fremstår i 2.35:1 anamorphic widescreen format og er i absolut særklasse. Billederne er skarpe og næsten blottede for forstyrrelser og uskarpheder af enhver art. Kontrasten er ganske høj og supplerer dermed fint en æstetik, hvor en meget markant brug af det klassiske farvespekter giver visse indikationer om en anseelig interesse for Nicolas Winding Refn.

AudioLyden hører til gengæld til de svagere sider. Et svensk lydspor er det blevet til i henholdsvis Dolby Digital 2.0 og 5.1. Sidstnævnte er naturligvis den mest oplagte til hjemmebiografen men bliver ikke desto mindre ikke fuldt udnyttet. Kun fronthøjtalerne er i brug i en film, der trods alt heller ikke fordrer det store behov for baghøjtalere.

EkstramaterialePå denne dvd-udgave er der af uransalige årsager ikke blevet plads til ekstramateriale. Det kan godt undre, da der har været forlydender om, at visse scener ikke blev medtaget i den endelige film. De havde derfor været oplagte som slettede scener eller lignende. Derfor kan bedømmelsen på dette felt ikke andet end skrabe bunden.

Et knaldgult lærred fylder hele nethinden til tonerne af punkbandet The Clash. Pludselig er vi på en parkeringsplads, hvor en tydeligvis distræt og uinteresseret Åke forsøger at hægte en mand, han netop har fyret, af sig. Manden gentager: Jeg er ikke blevet fyret, jeg er ikke blevet fyret i et desperat håb om at ordene skal være sande. Åke når frem til sin bil og kører væk fra den bedende, nu arbejdsløse, person. Er vi havnet i en efterfølger til Roy Anderssons “Sange fra anden sal”? Nej, det er Simon Stahos nye film “Bang Bang Orangutang” – en hæsblæsende lille sag fra en dansk instruktør, der dog virker mere svensk end Systembolaget. Og det er en mindeværdig karruseltur, om end noget udsvævende og manisk. Men mister den fodfæstet indimellem så tør den i hvert fald en masse.

Staho har siden sin debutfilm “Vildspor” holdt sig til den anden side af Øresund. Sidst blev det til den modige og minimalistiske “Dag og Nat”, der dog ikke gav den store lyd fra sig herhjemme. Skudt i Sverige og med svenske skuespillere er der vel ikke noget at sige til, at hr. og fru Danmark hold sig hjemme, men det har åbenbart ikke afholdt instruktøren fra at fortsætte i samme tråd. I “Bang Bang Orangutang” holder Mikael Persbrandt endnu engang fanen højt i hovedrollen, nu som firmamanden Åke, der på tragisk vis må se hele sit liv forsvinde ned i afløbet. Konen Nina (Lena Olin) forlader ham og forbyder ham at se datteren. Resten af familien udstøder ham, og snart er han på samfundets bund. Men midt i al elendigheden møder han den unge Linda (Tuva Novotny), der tænder kærligheden i ham igen. Helt så enkelt skal det dog ikke vise sig at være, især ikke når det er Staho som dirigerer løjerne.

Stilistisk holder “Bang Bang Orangutang” sig op ad “Dag og Nat”, hvor kameraet udelukkende var anbragt bag forruden i en bil. Kammerspillet er nu blevet udvidet til også at bevæge sig udenfor bilen i ny og næ, og Staho leger med alverdens kameraformater, farvefiltre og hvad han ellers kan finde på. Det er en legesyghed som flyder over i filmens fortælling, og som kan virke en anelse sadistisk i sin næsten kliniske nysgerrighed – som et lille barn der brænder myrer med et forstørrelsesglas.

Historien, som er skrevet af Simon Staho og Peter Asmussen (medforfatter på bl.a. “Breaking the Waves”) skifter mellem det grinagtige og det hjertevridende, hvilket understreges af filmens bratte klip i både billeder og lyd. Støjende punkmusik og sart klaverspil afløser hinanden uden varsel, og på samme måde er der både grumsede natoptagelser, kolorerede tableauer, og scener hvor kun enkelte elementer i billedet er farvelagt. Ikke kun stil for stilens skyld, heldigvis, for brutaliteten og den vekslende improvisation tilfører det hele en galskab og en spænding som rækker ud over lærredet og ind i kroppen. Som et mareridtsagtigt syretrip, der tilfører den svenske folkesjæl, set gennem Lucas Modyssons og Roy Anderssons trøstesløshed, en fabulerende, til tider øm, selvransagelse. Der sigtes ikke efter nihilisme, men den karnevalistiske tilgang truer dog ofte med at blive for meget af det gode, især de steder hvor følelserne og personernes forhold er blevet bygget troværdigt op, men siden druknes i galgenhumor, absurdisme ad absurdum og løjerlige kommentarer, der har den skyggeside at trække realismen ud af fortællingen. Hvis vi skal græde og le vil vi også have noget at græde og le ad – noget som giver genklang i det genkendelige og som ikke føles falskt. Her er Staho og co.’s armbevægelser lige lovligt kåde og omsigsvingende for at kunne ramme plet.

Persongalleriet er fyldt med vanvittige typer, men især Persbrandt gør en god figur som klovn i jakkesæt – han beviser endnu engang, at han kan spille røven ud af bukserne. Men også Mimi Benckert-Claesson bør fremhæves som en særdeles glimrende barneskuespiller, der virkelig bevarer illusionen i en svær rolle.