Barneys mange liv
Udgivet 29. jun 2011 | Af: Sarahih | Set i biografen
“Barneys mange liv” er en sand rutsjetur af op- og nedture i en noget usædvanlig mands tilværelse: Barney Parnofsky (Paul Giamatti).
Men de mange penge, som Barney gifter sig til, afholder ham ikke fra at forelske sig hovedkulds i den underskønne Miriam (Rosamund Pike), der er gæst til hans bryllup. Og minsandten om det ikke også lykkes Barney at vinde Miriams kærlighed. For første gang i sit liv føler han en ægte kærlighed, og man skulle tro, at dét dermed blev den lykkelige slutning på en temmelig tragikomisk rutsjetur. Men ak og ve… det er det selvfølgelig ikke.
“Barneys mange liv” kan til tider være forvirrende, da det netop er hans mange forskellige liv, vi følger, og indimellem hæmmer det altså den detaljerige fortælling, at man lige skal finde ud af, hvor man befinder sig i tid og rum. Det er risikoen, man løber ved at skippe den kronologiske fortælling til fordel for flashbacks, men instruktøren, Richard J. Lewis, slipper oftest nogenlunde af sted med sit gamble. Filmen er sammensat af flere små, sammenhængende fortællinger om Barneys liv, og desværre har Lewis proppet alt for mange elementer ind i historien – deriblandt en overflødig mordgåde, som sagtens kunne være undværet, og som stjæler spilletid fra filmens stærkere handlingsforløb.
Filmens altoverskyggende tema er imidlertid kærligheden, som vi møder på flere forskellige planer i “Barneys mange liv”. Den, der står stærkest, er Barneys kærlighed til Miriam. I hans intense jagt på hendes hånd får man virkelig en fornemmelse af, at der er tale om ægte kærlighed, og sammen med Barney triumferer vi over hendes endelige ”ja”. I sidste ende er det måden, hvorpå vores ven aldrig opgiver håbet om at finde den rette, der står klarest tilbage i hukommelsen, og det er Barneys ukuelige iver, der gør ham til en ganske beundringsværdig mand – også selvom han ofte er usandsynligt kikset og irriterende. Kærligheden kommer minsandten i alle former.
Filmens største styrke er i sidste ende det udmærkede skuespil. Giamatti fik sågar en fortjent Golden Globe-statuette for sin glimrende indsats. Man savner dog til tider en rød tråd, og nogle sekvenser forvirrer mere, end de fortæller. Men i sidste ende er “Barneys mange liv” en hjertevarmende film om flere perioder, som formentlig kan nydes flere gange.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet