Beautiful Creatures
Udgivet 20. feb 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
“True Blood” fastslog over for sine mange tv-seere, at de amerikanske sydstater indeholder mere end bare almindelig mystik. Der er dog ikke nogen vampyrer her i spillefilmen “Beautiful Creatures”, men i stedet finder man hekse en masse i en søvnig sydstatsby, hvor der aldrig sker noget som helst. Men det kommer der til.
Der er meget i “Beautiful Creatures”, der kører ganske parallelt med, hvordan følsomme unge piger vitterligt oplever de midterste teenageår. Lena skal finde ud af, om hun er godartet eller ondskabsfuld. Det samme skal alverdens unge piger (om end i noget mildere grad), mens de vokser op og for alvor skal finde en identitet, der passer til dem. Skal man blive en ny version af sin mor, eller skal man distancere sig fra forældrene? Når “Beautiful Creatures” henvender sig så direkte til et kvindeligt publikum, er det måske en smule sært at vælge en mandlig hovedperson. Og dog. Ethan er nemlig så perfekt, at han kun kan eksistere i en kvindelig, pubertær fantasi, hvilket ofte giver anledning til kvalmefremkaldende mekanismer hos et mere voksent publikum.
I rollerne som Ethan og Lena er Alden Ehrenreich og Alice Englert velspillende og overbevisende. De er søde, naturlige og virker som rigtige teenagere. Med så unge og relativt ukendte skuespillere i en så stor produktion skulle man tro, at filmens brister lå på deres skuldre. Men nej. Her er det desværre den voksne gruppe skuespillere, der er kilde til krummede tæer i pinlig vantro. Jeremy Irons overspiller, som om han står på de skrå brædder i et børneteater, men han er dog fremragende sammenlignet med Emma Thompsons “alpha-heks”, der er så skabagtig, pinlig og overspillende, at man immervæk får lyst til at lukke øjnene, så man ikke skal overvære en så god skuespillerinde gøre så meget nar af sig selv.
Heldigvis er der flest scener med den yngre del af skuespillertruppen. Ellers havde “Beautiful Creatures” været temmelig hård kost. Det er den nu alligevel ikke på trods af dens sommetider lidt for klichefyldte univers. “Beautiful Creatures” tør nemlig godt tage sin målgruppe alvorligt på trods af klichéerne og er desuden gennemsyret af sydstaternes særegne charme og smukke landskaber. Sidstnævnte får da også hele armen af filmfotografen Philippe Rousselot, der formår at gøre ethvert rum og enhver beliggenhed så visuelt vidunderlig, at ingen superlativer kan yde billederne retfærdighed. Derfor ender “Beautiful Creatures” med at blive noget af en blandet landhandel. Den er en smuk film med modige meninger, men den hæmmes samtidigt af en pinlig samling skurkepræstationer og en alt for perfekt helt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet