Kulminationen på 18 års sværmerier

Jeg har haft Celine og Jesse med mig – i tanke såvel som i handling – så godt som hele mit teenage- og voksenliv. Som en årgang 84 vil jeg skyde på, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Richard Linklaters “Before Sunrise” fra 1995 i mine spæde teenageår, og siden har jeg været både forelsket i og fascineret af filmens to hovedpersoner, Celine (Julie Delpy) og Jesse (Ethan Hawke). Forelsket i deres filmiske forelskelse og fascineret af deres snakkesalige slentreture gennem først Wien og senere Paris i Linklaters efterfølger, “Before Sunset”, der udspiller sig ni år senere. Sammen med min kæreste har jeg med stor iver opsøgt filmenes locations. Måske i en sværmerisk jagt på den samme, uovertrufne sødmefuldhed, som gennemstrømmer de to films fortsatte fortælling om en amerikansk knøs’ tilfældige møde med en ung, fransk kvinde i et tog. Og alt det, der skete bagefter.

Og nu, yderligere ni år senere, får vi endelig svaret på, hvad der skete, efter Celine og Jesse snakkede sig hele vejen hjem i hendes lejlighed i Paris slutningen af “Before Sunset”: De genoptog romancen. Og det i en sådan grad, at Jesse blev skilt. I “Before Midnight” har romancen transformeret sig til et fuldblodsforhold. Celine og Jesse er blevet forældre til to tvillingepiger plus teenageren Hank, som er Jesses søn fra det forliste ægteskab.

Familien ferierer på et forfatterrefugium på den pittoreske, græske halvø Peloponnes, men da Jesse modvilligt skal sende Hank alene hjem på et fly til ekskonen i Chicago, rammes han af akut savn og dårlig samvittighed. Han vil gerne være der for sin søn, men det er ikke let, når man bor i Paris til daglig. Så i denne tredje installation i “Before”-serien er det ikke længere blot det pirrende spørgsmål om, hvorvidt de ender med at gå i seng sammen, der bærer samtalen mellem Celine og Jesse og filmens fortælling frem, men mere alvorstunge emner. “Before Midnight” er en moden og nuanceret (foreløbig) kulmination på trekløveret Linklater, Delpy og Hawkes sublime trilogi.

Som i de to foregående film er både stil og teknik distinkt. I lange, uklippede indstillinger konverserer Celine og Jesse på livet løs om alt og intet. How long has it been since we just wandered around bullshitting?, spørger Jesse og rammer hovedet på sømmet. Kameraet følger dem diskret og alligevel intimt, og man føler sig som en privilegeret flue på væggen. Man er med, både når det er allermest solbeskinnet romantisk, og når ni års parforholdsbitterhed får de to til at sige de frygteligste ting til hinanden. For det gør de i “Before Midnight”. Midt-40’ernes frustrationer, kompromiser og resterne af ungdommens idealiserede forestilling om romantisk kærlighed tørner sammen i et skænderi af dimensioner, da Celine og Jesse endelig får en tiltrængt aftens alenetid uden børn på et hotelværelse. Som Jean-Luc Godard til fulde udnyttede hotelværelsets begrænsninger i “Åndeløs”, og Linklater i 2001 selv iscenesatte “Tape” (også med Ethan Hawke) udelukkende inden for rammerne af et motelværelse, får han også her mest muligt ud rummet. På én gang både ulmer lysterne og muligheden for at lukke op for posen af indestængt vrede, fødselsdepressioner og jalousi. Og hvor gør det både ondt, og hvor renser det sjælen at være vidne til.

Julie Delpy er blevet rundere og sundere i løbet af de forgangne ni år. Hun ligner en kvinde. Ikke en skuespiller. I skovmandsskjorte (en kærlig hilsen til den herlige 90’er-typiske garderobe i “Before Sunset”?) eller befriende topløs (i noget, der ligner en filmisk evighed på hotelværelset) fremstår hun som skåret direkte ud af virkeligheden. Og ja, hun taler stadig engelsk med en så tydelig fransk accent, at man frydes. Præcis som i 1995 og i 2004.