Bankerne er onde

Jeg har aldrig set så bagklog en film før. Det skulle da lige være de samlede værker fra Michael Moore, der med “Capitalism: A Love Story” allerede et år efter finanskrisen i vanlig bombastisk og tragikomisk stil kunne fortælle, at grådighed, bankerne og det politiske system var skyld i det krak, der satte millioner af de 99 procent på gaden. Nu flere år efter fortæller “The Big Short” samme historie lige så komisk, tragisk og moralsk bombastisk som forbilledet Moore.

Ledsaget af en vild “The Wolf of Wall Street”-energi så er “The Big Short” en slags iscenesættelse af det, der skete på Wall Street dengang boligboblen sprang. Fire små historie med hver sin store A-liste-skuespiller tilknyttet – Bale, Carell, Gosling og Pitt – følger dem, der først regnede ud, at vi i 2008 ville komme til at falde ud over kanten på kapitalist-kløften. De taler meget og gerne “House of Cards”-direkte til dig, når de mange tekniske termer lige skal forklares en ekstra gang.

For der er meget, der skal forklares. Subprime, variable renter, cdo-obligationer og andet godt fra jargonen på Wall Street, hvor Goldman Sachs og de andre banditbanker holder til. Det ved instruktør Adam McKay godt. Så hver gang han er tæt på at kede med komplicerede begreber, så gøres forklaringen simpel og sexet. Blondinen Margot Robbie i et karbad med et glas champagne i hånden skærper opmærksomheden – jeg er med igen, indtil jeg igen bliver tabt, men straks sendes Steve Carells sortsynede investeringshaj til stripper for at tale om variable renter. Mon det er en vej at gå for landets matematiklærere?

Der er egentlig ingen historie eller udvikling. Alle ved, at det ender med et brag i 2008. Derfor er det ikke spændende om Christian Bales hedgefond-leder med dødt øje og hang til dødsmetal ender med at tjene stort på at shorte boligmarkedet. Altså spille imod det. Derimod er der masser af rytme, hektisk tempo og mega meget morale. Klik, klik, klik. Tastaturet klikker i sync med klipningen, imens “The Office”-kameraet uroligt husker på, at det er en virkelig historie. Længe er det en slags svindlerkomedie, hvor de store navne som en slags “McKay’s 11” blanker bankerne for deres dumme penge ved at spille imod de risikable lån.

Men anført af en imponerende pessimistisk Steve Carell ender det i tragedie. Vanvid, galskab og dommedag, da Goldman og de andre ender med konkurs. Et forladt Wall Street med tomme lokaler gør det hele sort. For det er som bekendt aldrig den ene procent, der ender med regningen, men derimod dem på bunden, som Michael Moore plejer at bekymre sig om. Der er ikke mere at grine af. Regningen endte hos dem uden penge, imens Goldman genopstod med penge nok til at købe DONG af Danmark. Ingen har lært noget.