Biler 2
Udgivet 3. aug 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
En af Pixar-studiernes sjældne, middelmådige sager – “Biler” fra 2006 – får nu sin to’er. Denne gang er de støvede, amerikanske landeveje byttet ud med hele verden, og fortællingen om racerbilen Lynet McQueen og hans tro væbner Bumle er tilsat unødig meget agentramasjang.
“Biler” har aldrig stået som det helt store mesterværk fra Pixar. Mere som en parentes måske. Der var ikke alverden på spil i den første film, der blandede højoktan racerløb med en både hyggelig og nostalgisk lilleby-fortælling, hvor traktorvæltning og venskaber gik hånd i hånd. To’eren, der instrueres af John Lasseter og Brad Lewis, har desværre ikke samme nostalgiske følelse. Nok starter og slutter vi i Radiator Springs, men i resten af filmen (der i øvrigt sniger sig op på næsten to timer) hopper handlingen febrilsk mellem så stort et hav af locations, at man både bliver forpustet og døsig. Men fejende flot og glat animeret er de alle som én, med en detaljerigdom, jeg sjældent har oplevet.
Antropomorfe biler falder stensikkert i de mindre børns smag. Og så er alle de smarte maskiner et gigantisk hit på merchandise-fronten. Men vil den her film os noget ud over selvfølgelig at sælge en masse biografbilletter og legetøj i slipstrømmen? Tematisk har vi at gøre med oversødet kop te, hvor Lynet må indse, at Bumle trods alskens pinligheder selvfølgelig er verdens bedste ven. Og Bumle lærer, at det er okay at være bulet pauseklovn – så længe man bare er sig selv. Præcis hvor den noget rodede sidehistorie med spionage, britiske agenter og et gangsterlignende kartel af motorsvage mandagsbiler passer ind her er svært at gøre sig klog på.
“Biler 2” racer over lærredet i et hæsblæsende og livligt tempo. Lyden af motorer brager ud af højttalerne, og 3D-grafikken glider ubesværet ned. Flot og dyrt ser det ud, men bag facaden truer en overlæsset og skizofren historie med at springe læk – som den grinagtige Yugos notorisk uholdbare motor. John Lasseter er længere væk end nogensinde fra den faktiske dybsindighed, han med “Toy Story” gjorde til Pixars varemærke. Den flig af ægte nostalgi, der gjorde, at “Biler” kunne charmere bare en smule, er fordampet i denne to’er. “Biler 2” overlever med nød og næppe på dampene.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet