En knækket anmelders bekendelser

Jeg har for første gang i mit liv fældet en tåre til en film. Sådan. Nu er det sluppet ud. Indrømmet, jeg har været tæt på et par gange, senest da jeg genså den rørende montage i starten af “Up”. Men den mexicanske instruktør Alejandro Gonzáles Iñarritu har med sit seneste mesterværk “Biutiful” som den første nogensinde knækket min mandige stolthed. Og tusind tak for det.

Men hvad er det så ved “Biutiful”, der kan få en granvoksen mand som mig til at græde? En del af svaret skal findes i det mod og den indlevelse, som stråler ud af instruktionen og skuespillet gennem hele filmen. “Biutiful” er en modig film, fordi den tør fortælle os om døden og livet i samfundets nederste lag uden at lægge fingre imellem eller forfalde til sentimentalitet. Men først og fremmest er den en smuk og nødvendig film, der tager fat om hjertet på sit publikum og klemmer til, så det gør ondt på den helt rigtige måde.

“Biutiful” udspiller sig i Barcelonas fattige bydel Santa Colomal, hvor ødelagte familier, illegale indvandrere, korrupte politimænd og lyssky forretningsmetoder er blevet hverdagskost. Midt i det hele befinder familiefaderen Uxbal sig, og han har fingrene godt og grundigt nede i bydelens kriminelle underverden. Her forsyner han dagligt gadehandlere med hælervarer og skaffer job til illegale immigranter for selv at kunne skaffe mad på bordet til sine to børn.

Det er også børnene, han først tænker på, da hans liv pludselig tager en drastisk drejning. Et lægetjek afslører, at han kun har to måneder tilbage at leve i, og han prøver nu desperat at sikre fremtiden for sin familie og sin egen sjæl. Men det er, som om livet hele tiden går ham imod, og det, der er tænkt som smukke og gode handlinger, ender ofte som det modsatte. Ikke engang ordet beautiful kan han stave til, uden at gøre det forkert og grimt. Og det synes at være Uxbals forbandelse – at de velmenende gerninger og kærligheden til sine børn ofte kommer til udtryk som det modsatte, fordi miljøet omkring ham ikke tillader andet.

Alejandro Gonzáles Iñarritu har efterhånden gjort det til lidt af et varemærke at lave multiplotfilm. Det så man allerede i hans fremragende debut “Amores Perros” og senest i mesterværket “Babel”, hvor instruktøren viste sin fantastiske sans for at samle forskellige handlingstråde sammen til en helt unik film. “Biutiful” bryder med denne stil og viser en ny og langt mere fokuseret side af instruktøren. En side, der klæder ham, og som tillader Iñarritu at gå langt mere i dybden med sin hovedperson og filmens temaer. Det betyder dog ikke, at han har opgivet sin unikke visuelle stil, hvor smuk billedpoesi blandes med grum realisme til tonerne af hårrejsende spansk guitarspil. Som i scenen, hvor den dødssyge Uxbal sidder i sin mørke klamme lejlighed og pludselig ser sin egen sjæl flyve op mod loftet. Ren og skær filmkunst.