Hvis du som jeg flere gange er gået smådeprimeret i seng efter at have kigget i Charlie Brookers sorte spejl, kan Sæson 5 måske lette lidt på din digitale angst.

Bevares, menneskeheden er stadig på vej lige lukt ned i et selvskabt helvede. Men så kan vi jo lige så godt give los og nyde turen.

De tre nye episoder spænder som sædvanlig fra den futuristiske ønskedrøm med mørk bagside til den krasse kritik af vores nuværende netværkssamfund og det konstante behov for at være online.

Men de gør det med en mere tilbagelænet attitude end tidligere. Som om chokket har lagt sig. Vi er fucked, siger vi, mens vi binger “Black Mirror” på Netflix og har telefonen lige ved hånden.

Det er nok, fordi Brooker efterhånden har fået hamret sin pointe fast: Ingen algoritme kan genskabe ægte, menneskelig nærhed, kærlighed eller tryghed. Og ingen robot kan foretage så smålige, perfide og brutale handlinger som os.

Vi er problemet, og vi løser det ikke.

Så hvad er der tilbage, foruden en selvbevidst leg med de frygtelige situationer, han oftest har sat sine karakterer i?

“Striking Vipers”-afsnittet opdaterer “San Junipero” og “Playtest” til et Virtual Reality-kærligheds-kampspil. “Rachel, Jack and Ashley Too” vrænger ad X Factor og popkultur (og lidt ad Hannah Montana?) med en Miley Cyrus robot-dobbeltgænger. Og “Smithereens” er den realistiske kidnapningstragedie, lidt “The National Anthem” lidt “Shut Up and Dance”.

Det kan kun være med vilje, at Brooker genfortæller så tydeligt. Han ved, at vi ved, hvor galt det går i “Black Mirror”. Så i stedet for at blive spundet ind i et overraskende mareridt skal vi sidde med en ubehagelig forventning om noget, der kommer.

Spørgsmålet er, hvornår det eksploderer mellem hænderne på Andrew Scotts ensomme taxachauffør? Hvordan knækker usikre teenagere og granvoksne mænd, når livet i maskinen er så meget bedre end det rigtige?

Det er en skarp måde at engagere publikum på. Mere subtilt end det overfladiske valg af morgenmadsprodukter i “Bandersnatch“.

Bare lørdagskrimi 2.0. Lad de rutinerede technoskeptikere derude bag skærmen gætte med. Ikke på hvem morderen er, men hvordan hans digitale liv falder fra hinanden.

Og ligesom når entusiastiske fans mod’er deres yndlingsspil, er det hele veludført og ret inspireret.

Visuelt knivskarpe “Striking Vipers” springer fra pangfarvet fest på en neonoplyst klub til heftig kung fu i en japansk kirsebærhave. Og giver Anthony Mackie og Yahya Abdul-Mateen II en korporlig makeover med på vejen.

“Rachel Jack and Ashley Too” har mere overskud i sin Disney-lignende ‘tro på dig selv’-teenagekomedie end noget, som Disney har spyttet ud fra samlebåndet i lang tid. Men de kan jo nok heller ikke sælge en historie om en ung stjerne, der bliver holdt fanget af stærke kommercielle kræfter.

Samme kommercielle kræfter får en lige højre i “Smithereens”, men de mærker den helt sikkert ikke. Her er der bare fin, sort humor i mødet mellem et ærkebritisk, bowlerklædt landpoliti på en pløjemark og et multinationalt firma a la Apple, der ringer fra Silicon Valley og har FBI med på linjen.

Det er som mange gange før den episodes let overdrevne realisme, som gør mest ondt. Men den er ikke meget foran de vilde ideer om robotiserede popstjerne og Street Fighter/Lover på PlayStation.

“Black Mirror” er stadig en hård satirisk omgang. Men vi er begyndt at danse foran spejlet.