Vampyrfilm uden bid

Det er egentlig lidt svært ikke at være stolt over at leve i samme tidsalder som Uwe Boll. Den tyske instruktør har tilegnet sig et helt enestående ry for at være verdens til dato værste filmmager. Hvor ældre biografgængere har kunnet prale af at have været til stede, dengang Ed Wood opnåede legendestatus via sine mange fadæser, kan alle os nulevende juble over visheden om, at vi faktisk var der, da Boll cementerede sin status som den ynkeligste fodnote i filmhistoriens leksika.

Mandens CV udgør et rædselskabinet uden lige med makværker som spilfilmatiseringerne “Alone in the Dark”, “House of the Dead” og “BloodRayne”. Måske er det netop derfor, det kommer som en kolossal overraskelse, at Bolls fortsættelse til sidstnævnte bommert ikke blot overrasker positivt, men er rent ud sagt fremragende. På trods af sit forholdsvis beskedne budget er “BloodRayne: The Vampire Chronicles” visuelt og auditivt overrumplende. Den er også spækket med fænomenale skuespillerpræstationer af forholdsvis ukendte skuespillere, der tydeligvis har store ting i vente, samt fyrstelige replikker, herlige twists og multifacetterede karakterer, man enten elsker eller elsker at hade. Ej, jeg gasser naturligvis. “BloodRayne: The Vampire Chronicles” er simpelthen elendig.

Historiens heltinde er den letpåklædte Rayne, og hun er halvt menneske, halvt vampyr og helt uinteressant. Det sidste gælder vel at mærke også resten af de trøstesløse helte og snerrende vampyrskurke, der dukker op undervejs. Ingen af dem udvikler sig det mindste eller har nogen som helst form for personlighed – lige bortset fra en skydeglad, unavngiven pastor, som portrætteres af en veloplagt Michael Eklund, der fyrer sine tumpede replikker af med et glimt i øjet og et gevaldigt smil, hvorfor han adskiller sig væsentligt fra sine uduelige og øjensynligt trætte kollegaer. Blandt filmens andre fåtallige plusser er en håndfuld morsomme replikker inklusive en fabelagtig anekdote om, hvad den menneskelige eksistens har tilfælles med den gængse penis.

Sjov er filmen desværre sjældent, men alligevel hyppigt nok til at undgå bundkarakter. Men spændende eller uhyggelig er “BloodRayne: The Vampire Chronicles” derimod aldrig. Gudsjammerligt skuespil og overgearet lyd forpurrer ethvert forsøg på at bevirke chok. Og kameraet er åbenbart blevet spændt fast til et pendul, for det svinger immervæk dovent frem og tilbage i et rimelig stabilt tempo. Kulisserne er tilforladelige, men det er alligevel muntert, da karaktererne udnævner produktionens tre-fire små bygninger til at udgøre en storslået by. Forinden da konstaterer skurken (en vampyrudgave af den legendariske Billy the Kid) desuden over for os, at vi snart bliver vidne til den bedste historie nogensinde. Hvis dog bare Bolls talent var på størrelse med hans ego…

Historien om Raynes opgør med Kid og hans onde slæng i det vilde vesten er lige så fattig på mindeværdigt indhold som logik. Banditterne invaderer eksempelvis byen Deliverance om natten og gemmer sig om dagen ligesom traditionelle blodsugere, men alligevel vælger hverken Rayne eller byens forfærdede borgere at slå deres fjender ihjel, mens de er i dvale om dagen. Hvorfor? Men et endnu bedre spørgsmål er: Hvem er egentlig værst? De fiktive blodsugere, der plager borgerne i Deliverance, eller den reelle vampyr Uwe Boll, som immervæk suger vores værdifulde sparepenge ud af lommebøgerne, så han kan afsætte sit skrammel? I det mindste er vampyrerne da allerede fra start ærlige omkring deres intention om at dræne os for energi.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Man kan sige flere positive ting om udgivelsens transfer end filmen, men det siger jo heller ikke så frygtelig meget. Utilsigtet gryn dukker jævnligt op på meget lyse baggrunde. Edge-enhancement forekommer også i adskillige scener, men heldigvis er glorierne aldrig decideret distraherende. Farverne bløder aldrig og er hverken for kraftige eller matte. Kontrasten er udmærket, men under visse nattescener er kontrasten dog flad, hvorfor nattehimlen og karakterernes mørke kluns undertiden smelter sammen. Billedet er desuden skarpt.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer heller ikke ligefrem. Der er et par udmærkede panoreringer, og subwooferen leger også med undertiden og giver visse lydeffekter ekstra, velkommen pondus. Men de fleste lydeffekter lyder lige så flade som dialogen, der har en kedelig rumklang. Slag og skud savner for alvor auditiv slagkraft, og især høje toner fremstår spinkle og alt for lave. Lyden er dog i det mindste tydelig, og støj forekommer aldrig. Desuden gengives musikken virkelig godt. Den auditive atmosfære er komplet uinteressant, og under dialogscenerne er baghøjtalerne ofte fuldstændig tavse.

Ekstramateriale

Disken indeholder intet ud over filmen.