Vinterdrama flyver højere end vingerne kan bære

Amerikansk independent-film har altid haft særlig sans for at skildre de små, nære historier med den store natur og de åbne vidder som baggrund. Det er en tradition, som “Bluebird” lægger sig fint i forlængelse af. Denne gang er det de kolde, snedækkede skove i det nordlige Maine, der danner rammer om historien – en historie, der i den grad er fortalt i mol og med en sans for stemning, som er imponerende for en debuterende instruktør, som det er tilfældet med Lance Edmands.

Vi følger en række mennesker i en søvnig, lille by, hvor der tydeligvis ikke sker meget. Fokus er på skolebuschaufføren Lesley og hendes mand, Richard, der fælder træer for byens eneste industri, papirmøllen. Deres forhold er mere bekvemt end hjerteligt, men det sættes på prøve, da Lesley overser en lille dreng, der er blevet efterladt i bussen, og ved et uheld får låst ham inde i den kolde bus hele natten. Mens drengen ligger i koma på hospitalet, konfronteres filmens figurer med hinanden i deres meget forskellige måder at håndtere tragedien på.

“Bluebird” byder på upåklageligt skuespil fra stort set alle medvirkende. Amy Morton spiller Lesley som en simpel, men hjertevarm kvinde, der ikke helt kan forstå, hvad der er foregået, mens John Slatterys desillusionerede, fordrukne og mutte Richard er et forbilledligt bidrag til karakterklassikeren “knudemand”. De to spiller eminent op ad hinanden, som et ægtepar, der nok skulle være gået fra hinanden for 10 år siden, men som på godt og ondt er blevet sammen. Scenen, hvor Richard finder sin eller yderst pålidelig kone i choktilstand foran fjernsynet og endelig må træde i karakter, er en af filmens bedste.

Louisa Krause, som den lille drengs mor, og den uforlignelige Margo Martindale,som hans bedstemor, udgør et formidabelt makkerpar. Krauses karakter har fejlet i alle hendes ambitioner og tilbringer nu dagene med at konsumere tilstrækkeligt med alkohol og stoffer til at glemme det. Drengen bor til daglig hos bedstemoderen, der er en ældre udgave af moderen. Det antydes, at hun selv har været samme sted. Martindale indgyder hende med realitetssans og hjertelighed. Hun holder sig ingen illusioner, men derimod en til tider hjerteskærende forståelse for datteren, der gør hende ude af stand til at dømme hende, men samtidig opsat på at styre hende på rette vej. Det kommer til udtryk, da en slibrig advokat dukker op og forsøger at overbevise datteren om, at hun skal lægge sag an. Martindales karakter ved, at en retssag kun vil udstille moderens egne problemer.

Instruktøren Lance Edmands bruger meget energi på at skabe stemning i billederne, hvilket trods brugen af digitalkamera lykkes overraskende godt. Musikken er helt klart også tiltænkt at skulle bidrage til denne stemningsopbygning, men til tider virker den næsten forstyrrende. Det er synd. Det ville have klædt filmen med mere tiltro til det naturlige lydbillede. Det, der alligevel gør stemningen effektiv, er, at der gives god tid i de enkelte scener. Jeg blev ikke hastet gennem historien, men så den langsomt udfolde sig for mig. Filmens problem er, at den stemning ikke er nok til at kompensere for en meget lille historie, der nok havde egnet sig bedre som kortfilm.