Den har fortjent sin Oscar for bedste hår og makeup – “Bombshell” er både velfriseret og overfladisk.

Det bedste ved dette #MeToo-drama er nemlig den nidkærhed, der ligger bag Charlize Therons imitation af Fox News-værtinden Megyn Kelly.

Håndværket er utroligt. Theron fremkalder Kellys signaturfrisure, de sammenknebne hajøjne og den spidse hage med hjælp fra de dygtigste til hår, makeup og fysisk forvandling.

Charlize Theron fuldender selv svendestykket ved at anlægge en dyb stemme med spor fra Midtvesten – hun ér Megyn Kelly.

Måske derfor forbliver hun sammen med Nicole Kidman i rollen som Gretchen Carlson kolde kopier, der glimrer ved at ligne, men aldrig leve.

Mere liv er der i #MeToo-røvhullet Roger Ailes, der spilles særegent af John Lithgow, som sidder magtmisbrugende og liderlig klar bag lukkede døre ved siden af sin klamme casting couch.

Han mister langsomt grebet om Fox og sin maskuline magt, mens kvinderne vågner op. De vil ikke længere finde sig i seksuelle antydninger eller endda overgreb som valuta i bytte for et program i bedste sendetid.

Men selv om historien er sand, så bliver den for simpel af at udspille sig på redaktionen hos Fox News, der som bekendt fordrejer og manipulerer, hvilket allerede blev slået fast i 2004 med “Outfoxed”.

Mindre simpelt bliver det ikke af, at denne virkelige fortælling udspiller sig i tiden op til Donald Trumps valg til præsident. #MeToo, Fox og Trump blendes sammen til en cocktail, der til sammenligning får Oscar-natten til at virke politisk afbalanceret.

Roger Ailes bliver hurtigt indrammet som medieverdenens svar på Donald Trump – begge kaldt skøre – hvilket forvandler Fox-redaktionen til selve det konservative USA, hvor lesbiske kvinder lever i frygt med plakater derhjemme af Hillary Clinton som eneste trøst.

Jeg skal ikke kunne afvise, at der arbejder én lesbisk Hillary Clinton-støtte hos Fox News, men det er en unødvendig karikering af fronterne, som kun en Michael Moore normalt ville gøre det.

“Bombshell” er som et Oscar-fiskende manifest udelukkende interesseret i at blive tiljublet af sine egne i en sort/hvid-fremstilling af kvinder og mænd, der er henholdsvis gode og onde – ofre og overgrebsmænd.

Det må den konservative Megyn Kelly indse, da hun lægger sig ud med Donald Trump under en indledning på en tv-debat, der jo som bekendt fik Trump til Twitter-tasterne med beskyldninger om, at hun var en menstruerende bimbo.

Hun er ikke feminist, bedyrer hun, men det bliver hun, da hun møder Trump-tilhængernes vrede, der hvæser ’Trump 2016!' med samme fascistiske had, som man sikkert heppede på Hitler i 1933. Det er for meget.

Derfor kan #MeToo-overgrebene i “Bombshell” også let parkeres som et Fox/Trump-problem, der er alt for lette at hade. For lette at affærdige som skøre. Det er ikke mit problem. Og det er ærgerligt.

For problemerne er uden tvivl ægte og presserende, hvilket understreges i en gysende langsom scene, hvor Margot Robbie som den naive, nye pige på Fox bliver bedt om at løfte op i kjolen alene inde hos Roger. Lidt længere op. Mere. Kom nu. Fy for den.

Men bomben sprænger aldrig for alvor. Roger (og Trump) er onde – resten dækkes til med den flotteste makeup fra Hollywood.