Udsigt til guf

Nogle gange føles det lidt som om, at film blot bliver skabt ud fra et enkelt fantasifuldt billede. Det er i sig selv ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, og faktisk lader film tit til at fungere bedst jo mere enkle, deres visuelle udgangspunkt er. “Op” synes f.eks. at komme fra det uimodståelige syn af et hus, der flyver ved hjælp at tonsvis af balloner.

Et billede – uanset hvor fortryllende det end måtte være – kan naturligvis ikke gøre en film, og hvor “Op” formåede at blande en rørende og tankevækkende historie til den visuelle opfindsomhed, så har “Det regner med frikadeller” sværere ved at præstere det samme til trods for, at dens basale ide er mindst ligeså charmerende.

Filmen følger den kløgtige, men socialt udfordrede opfinder Flint Lockwood, der bor på en lille ø og lige siden han var ganske lille har drømt om at gøre store bedrifter. Alle hans opfindelser har imidlertid været fiaskoer, og hans far kan ikke se nogen fremtid i hans drømme – muligvis fordi faderens øjne lader til at være forsvundet et sted under de buskede øjenbryn. Øens eneste indtægtskilde er salget af sardindåser, og Flint forventes at skulle videreføre familiens forretning, men er dog lige som alle andre umådelig træt af de små fedtede fisk, som der heller ikke er megen indtægt i længere.

Han arbejder derfor på en tingest, der kan lave anden slags mad, men ved et uheld flyver den op i skyerne, hvorfra den som en guddommelig satellit sender mad ned over den lille ø til indbyggernes store begejstring. Lige pludselig vender øens lykke, og turisterne strømmer til. Flint bliver dagens helt og gør indtryk hos en nuttet kvindelig tv-journalist. Den ny madkilde viser sig dog ikke at være så stabil som først antaget, og snart truer katastrofen i form af faldende kæmpeburgere, orkaner af spagetti mm.

Den simple, men gode ide om mad, der falder fra himlen, lyder som noget fra en børnebog og stammer da også fra en af slagsen. Fantasien er ikke mindst stærk set i børnehøjde, eftersom der primært synes at falde junkfood: Hotdogs, slik, burgere og flødeis – aldrig ærter, broccoli, kartofler eller nogen af de mange andre trælse ting, som forældrene altid synes, børnene skal spise. I fortællingen er der naturligvis en advarsel mod grådighed og sågar fejlernæring. Byens borgere vil hele tiden have mere og mere, indtil portionerne bliver for store, og frådseriet giver bagslag. Moralen bliver dog ikke presset mere ned over beretningen, end at den stadig husker at få noget sjov ud af historien, og der er bestemt også et par gode grin i filmen.