Han nøjes ikke med at tænke på hævn. Liam Neeson søger ægte hævn i “Cold Pursuit”. Og det er helt okay.

“Cold Pursuit” er nemlig en film. En fiktiv spillefilm.

Derfor er det okay, at Liam Neeson her hævner med pistoler og bare næver, selv om han tænkte på hævn i den virkelige verden for 40 år siden. Der er forskel på tanker og handling – på virkelighed og fiktion.

Nok om virkeligheden. Her gælder det et Liam Neeson-standardiseret plot a la “Taken”. Sønnen bliver dræbt af en narkogangster-bande – nu står den på hævn!

Men det er langt fra den afstumpede “Taken”-udgave af Neeson, der her hævner og dræber gangster efter gangster.

I “Cold Pursuit” er der tid til eftertanke. Har han selv en skyld i sønnens død? Kunne han have gjort mere? Involveret sig mere?

For den her udgave af Liam Neeson – som her hedder Nels Coxman – er ikke den fødte dræber som Bryan Mills.

Og når han har dræbt, så er det besværligt at skaffe sig af med liget, der omhyggeligt pakkes ind i fiskegarn og smides i vandet ved vandfaldet i sneflækken Kehoe uden for Denver. Det er besværligt at dræbe.

Det skyldes, at “Cold Pursuit” er et amerikansk remake af norske “Kraftidioten” fra 2014 af Hans Petter Moland, der havde Stellan Skarsgård i hovedrollen som Nils.

Dengang blev den bløde Skarsgård som hævner hårdere, end han normalt spiller. Denne gang er det omvendt.

Valget af Liam Neeson – der er kendt som hård hævner – giver et tiltrængt twist af blød til “Taken”-stjernens selvtægts-persona.

Det er Hans Petter Moland, der selv remaker norske “Kraftidioten” til amerikanske “Cold Pursuit”. Eller rettere omplacerer.

Original-plottet bliver selvstændigt omplaceret til amerikanske forhold. Norske gangstere med serbiske rødder er i “Cold Pursuit” blevet til indianere med base i det kolde Colorado. Men essensen er den samme.

Den fine blanding af “Taken”-hævn og underfundig “Fargo”-pudsighed består i et univers, hvor over-gangsteren er besat af, at sønnen ikke må spise fabrikskager – det er ikke godt for tarmsystemet.

Og så er den sjove gimmick bibeholdt fra originalen, der internationalt blev kendt som “In Order of Disappearance”. Her fik den enkelte myrdede en afskeds-skiller med navn og øgenavn. De blev nævnt i den rækkefølge, de blev dræbt.

Det kendetegn har Moland vellykket taget med til USA i en tragisk hævnkomedie, der måske nok virker nordisk i sin tone, men som viser sig at være universel.

Tanker om hævn er nemlig universelle, tror jeg. Det var det, som Liam Neeson forsøgte at fortælle i optakten til “Cold Pursuit”.

At selv en feteret Hollywood-stjerne kan tænke på det onde i mørke stunder. Det kan jeg også.

Og det er – ligesom “Cold Pursuit” – helt okay.