Flippet propaganda

Om få dage vil den danske dokumentarist Anders Østergaard sidde i L.A. og krydse fingre for, at et vist akademi har et blødere hjerte for undertrykte burmesere end truede delfiner. Østergaards “Burma VJ” er sammen med den aktivistiske delfinfilm “The Cove” storfavorit til at hjemtage Oscar-statuetten for bedste dokumentarfilm. Men vil det gå “Gasolin'”-instruktøren bedre end Kim Larsen, da han indtog USA, eller er “The Cove” den bedre film?

Ric O’Barry er en aldrende, men stærkt passioneret delfinaktivist, der drives frem af en stærk skyldfølelse. En skyld, han har båret på, siden han selv indfangede og trænede den kendte tv-delfin Flipper, indtil den, ifølge Ric, begik selvmord pga. sin triste tilværelse i fangenskab. Nu rejser han kloden tynd for at befri delfiner, hvor end de måtte blive holdt indespærret. En japansk bugt ved byen Taiji er Rics nyeste mål, hvor hjælpeløse delfiner indfanges og enten sælges videre eller ender i køledisken. Hele byen lever fedt på denne hemmelighed, som de, igennem skarp bevogtning og chikane af folk som Ric, ønsker skal forblive hemmelig. Som en anden Danny Ocean samler Ric et hold af specialister, der skal dokumentere og afsløre Japans dystre delfinbehandling – Mission Delfin kan påbegyndes.

“The Cove” er en hårrejsende film, der indigneret og dygtigt viser verden en af de mest vulgært bestialske sider af fiskeriindustrien. Man kan kun håbe, at de udstillede i filmen bliver stillet til ansvar for deres ugerninger og denne perverse delfinpraksis herpå effektivt stoppes. Når denne ros af filmens aktivistiske projekt er givet, så er det, vi skal huske på, at denne tekst er et stykke kritik af “The Cove” som film og ikke som velmenende projekt. Filmen “The Cove” er næsten lige så problematisk som delfindræberiet.

Kongen af kulørt dokumentarisk propaganda, Michael Moore, er ofte blevet anklaget for at være ensidig og groft manipulerende i sine film. Til sammenligning med “The Cove” har Moore begået en række nuancerede og journalistisk afbalancerede film, idet Moore – dog oftest forgæves – forsøger at få den anklagede part i tale og som minimum via sin eksplicit partiske filmform gør opmærksom på sit dybt subjektive projekt. Denne ulejlighed anstrenger instruktør Psihoyos sig ikke med at gøre. Han har kun haft sit aktivistiske mål for øje, hvor midlet gerne må være fordækt manipulerende, grænsende til det journalistisk uvederhæftige. Ingen eksperter bruges til at understøtte Rics selvlærte betragtninger om delfiners påvirkning af fangenskab, og hvis de onde japanske fiskere endelig konfronteres, så undlades tekstning af deres svar, så de fremstår fremmede og uciviliserede, hvilket understøtter filmens aktivistiske budskab – vi kan ikke tale fornuft med dem; der må handles.

“The Cove” afslører da også halvvejs sig selv som en film, der ikke er interesseret i nuancen og journalistiske principper, men derimod spænding og drama, hvorfor filmen her forvandles til en rendyrket heistfilm á la “Ocean’s Eleven”. Så alt imens vi ubegrundet generaliserende får Rics ord for, at alle hvalfisk er i fare, hvis de nærmer sig fjenden, Japan, så følger vi med ledsagelse af buldrende spændingsopbyggende musik den dramatisk mission ved den japanske kystby, der imidlertid udvikler sig ufrivilligt komisk. Ud i den infrarøde nat ser holdet pludselig en skikkelse – ”Afbryd missionen” kaldes der dramatisk over radioen, imens musikken hysterisk dygtigt følger trop, spændingen er på bristepunktet – puha, det var bare et murmeldyr. Så meget for unødig spænding og fokus på sagen.