Nostalgisk knockout

Boksning egner sig perfekt til film. To mennesker møder hinanden i en brutal tvekamp. Og den stopper først, når gongongen slår, eller den ene ligger på gulvet ude af stand til at rejse sig. Begreber som velstand, status og race stopper med at have betydning. I ringen er det urmennesket, der regerer. Med nok træning, talent og vilje kan alle blive mestre. Det blev Apollo Creed imod Rocky. Nu 39 år efter står Rocky og en Creed igen sammen i ringen i “Creed”, der formår at opdatere, kopiere og fejre alt det, som vi på godt og ondt forbinder med “Rocky”.

Denne gang er det Adonis Creed, der har samlet handskerne op. Søn af den legendariske bokser Apollo Creed, som døde i ringen før sønnen kom til verden. Farmand kaster stadig en lang skygge, der længe har formørket Adonis’ egne ambitioner om at blive professionel bokser. Som både intelligent og veltalende, men også hærdet af adskillige år i ungdomsfængsel udgør afroamerikanske Adonis den ultimative amerikanske helt. En god dreng, der elsker at slås. I et forsøg på at slippe væk fra sin fars arv flytter den unge opkomling fra det hede Californien til det koldere Philadelphia.

Her tager det naturligvis ikke lang tid for Adonis at opsnuse farmands gamle rival og gode ven, Rocky Balboa. Efter 30 år skiftevis inde og ude af ringen har Rocky endelig lagt handskerne definitivt på hylden. Han lever nu en relativt anonym tilværelse som ejer af en lille italiensk restaurant. Sylvester Stallone er tilbage i rollen, der i sin tid gav ham det store internationale gennembrud. Han bliver vigtig for Creed og ikke mindst for “Creed” – filmen. Nu er den tidligere mester en afdanket og træt, gammel mand, der har svært ved at finde meningen med livet. Alle, han har kendt og arbejdet med, er efterhånden døde, sønnen er flyttet til Canada. Der er ikke meget tilbage at leve for.

Rocky ender selvfølgelig med at blive Adonis’ boksetræner. Alligevel består den 133 minutter lange film om boksning blot af to boksekampe. Men den beskedne kvantitet er spektakulær kvalitet. Særligt den første kamp er værd at huske. Taget i et ekstensivt one-take følger kameraet de to svedige boksere tæt, mens de cirkler rundt om hinanden i forsøget på at finde og udnytte hullerne i modstanderens forsvar. Imponerende koreograferet og uhyre medrivende er den to runder lange kamp, og særligt Adonis’ serie af tre slag, der ender den, er det, jeg husker bedst.

“Creed” er en sportsfilm på godt og lidt ondt. Bevæbnet med midlerne til mesterligt at fortælle historien om den grimme ælling, der vokser op, bliver til en svane og besejrer Goliat i Elah-dalen, er “Creed” skamløs i at give mig det, jeg gerne vil have. Men det er voldsomt på grænsen. Skurken er en voldelig englænder fra Liverpool, der er voldsomt usympatisk i sin totale arrogance over for Adonis. På samme måde bliver det også lige voldsomt nok, når Adonis på en løbetur i den obligatoriske træningsmontage i bedste “Gonna Fly Now”-stil bliver bakket op af en stor del af Philadelphias sorte ungdom, der anerkendende kører efter ham på motorcross.