Så har Hollywood gjort det igen – indspillet endnu et remake. Denne gang er turen kommet til George A. Romeros klassiske zombiefilm “Rædslernes Morgen” (“Dawn of the Dead”), der endnu en gang vil få filmfans til at gå på barrikaderne og kalde Hollywood for uoriginal – men det er efterhånden heller ikke særlig originalt at beskylde underholdningsbranchen for at være uoriginal. Remakes er kommet for at blive. Nogle er forfærdelige, andre nogenlunde og en gang imellem er de vellykkede. “Dawn of the Dead” hører til den sidste kategori.

Den nye version er instrueret af debutanten Zack Snyder og hans version er mere en nytolkning end en decideret genfortælling. Den originale “Rædslernes Morgen” var en blodig satire som forholdte sig kritisk til forbrugersamfundet, men det interesserer ikke genindspilningen som ligger en mere hårdtpumpet stil for dagen. “Dawn of the Dead” er et veloplagt og intenst alternativ til originalen.

Filmen begynder med en kort introduktion af hovedpersonen Ana og vi følger hende hjem fra arbejde til tonerne af Stereophonics’ “Have a Nice Day”, men det får hun ikke. Ved daggry er verdenen nemlig af lave. Allerede inden hun har fået øjne, bliver hun jagtet af sin mand som er blev smittet af en zombie. De næste minutter bliver en hæsblæsende jagt væk fra det ellers pæne villakvarter som nu står i en tilstand af anarki. Det vil næsten være synd at afsløre for meget af filmens indledning samt titelsekvensen, så derfor skal det bare siges, at det skal opleves og er alene næsten billetten værd. En mere veloplagt begyndelse på en film skal man lede længe efter. Handlingen fortsætter i byens storcenter hvor en lille gruppe mennesker gemmer sig for de levende døde. Derfra bydes på en del mindeværdige scener, hvor flere af dem opfindsomt er krydret med en omgang sort humor.

Til forskel fra originalen er de levende døde kommet i bedre form og er i stand til løbe i stedet for at slentre af sted – hvilket vil være blasfemi i nogles øjne, men originalen og genindspilningen er to forskellige film. Da Romero sendte sine zombier til det store indkøbscenter var det ikke uden bagtanke. De hjernedøde var et perfekt billede på den altædende forbruger som fandt sin frelse i materialismen oven på 60-70’ernes spektakler. Zombierne var så langsomme at de levende kunne løbe fra dem, men fordi mennesket åndsløshed var menneskets virkelige fjende, ville zombierne før eller siden overtage hele jordkloden.

Men netop dèt symbolske aspekt er ikke tilstede i den nye version. Her er der på stressende vis skåret direkte ind til benet. Er du ikke hurtig nok, bliver du til én af dem. Havde zombierne fra 2004 været lige så langsomme som deres forfædre, havde de med andre ord ikke været nogen trussel i Amerika hvor Gud og enhver mand har våben.

Taget i betragtning af, at filmen er finansieret af et stort Hollywood-selskab, er den overraskende brutal (dog ikke i nærheden af Romeros), men filmen koncentrerer sig mest om at være pulserende action frem for direkte splatter. Filmens effekter og specielt makeup-arbejdet virker meget overbevisende og heldigvis har man valgt at holde CGI-effekterne på et minimum. Det er rart med en effektfilm hvor man ikke hver 10. sekund bliver mindet om, at det er effekter man sidder og ser på.

Da “Dawn of the Dead” er en genrefilm, har den også hvad dertil hører af klichéer. Personerne opfører sig som man ikke skal gøre i visse krisesituationer – andre er monsterføde – plus at filmen byder på masser af nemme chok hvor zombierne pludselig træder frem hurtigt foran tilskueren. Klichéerne hører som sagt med, men det afholder heldigvis ikke filmen fra at være en frisk og energiske film med en tilpas portion humor.

Selvom genindspilningen umiddelbart ikke besidder samme dybde som originalen, er den dog ikke i nærheden af, at være hjernedød. Begge film giver et billede af tiden de blev skabt i. Hvis Romeros version af “Dawn of the Dead” er en satire fyldt med kulturelle kommentarer, er Snyders en meget intens affære som filmens figurer bliver kastet hovedkulds ud i. I stedet for bidende satire støder filmens figurer og tilskueren på en kaotisk virkelighed som hverken de eller tilskueren kender begyndelsen på. En dag er de der bare – de levende døde – og så lige pludselig er det forbi. Vi lander midt i historien og bliver bombarderet af filmens momentvise voldsudbrud, og med ét forlader man den igen uden svar og den sædvanlige happy-end. Hvad skete der og hvor kom fjenden fra? “Dawn of the Dead” viser os det amerikanske flag, men som det flager i filmens kaotiske verden, har det ikke den samme styrke som det normalt bliver fremstillet i amerikanske film.

Når George A. Romeros “Dawn of the Dead” var en skildring af den maniske forbrugskultur som opblomtrede i 70’erne, er genindspilningen så et billede af nutidens Amerika?