Tiden sletter ikke alle spor

Der er stort skuespil over hele linjen i det rørende, franske Holocaust-drama “De kaldte hende Sarah”. Ikke stort som i store armbevægelser og blødende sentimentalitet, men snarere subtilt og befriende underspillet, som især franskmændene mestrer det. Engelske Kristin Scott Thomas, der har boet i Frankrig siden ungdommen, spiller en journalist, der nærmest ved et tilfælde falder over et mørkt kapitel i familiens historie, der trækker tråde tilbage til et mindst lige så dystert kapitel i Frankrigs historie – massearrestationen og deportationen af jøder i Paris i 1942.

Journalisten Julia bliver i forbindelse med 60-års dagen for massearrestationen – den såkaldte Vel d’Hiv efter den cykelbane, hvor de parisiske jøder blev sammenstuvet af fransk politi – bedt om at skrive en artikel om den berygtede begivenhed. Arbejdet med artiklen gør Julia opmærksom på ting, hun aldrig tidligere har skænket nærmere tanke. Blandt andet får hun en snigende fornemmelse af, at den gamle pariser-lejlighed, som hendes familie netop har arvet, ikke blev overdraget på sædvanlig vis tilbage i august 1942, kun en måned efter massearrestationerne.

Og da hun graver yderligere i sagen, opdager hun, hvem der boede der. En jødisk familie, hvoraf begge forældre døde under Holocaust, men hverken den 10-årige Sarah eller hendes lillebror figurerer på nogen lister over omkomne. Julia bliver besat af deres uvisse skæbne og må grave dybere og dybere for at nå ind til sandheden. Både om Sarah og hendes egen familie.

Vel d’Hiv var i mange, mange år tabu i Frankrig. Og det forstås. For det var ikke nazister i strækmarch og med nypolerede støvler, der foretog opsamlingen af de parisiske jøder, men derimod franske politimænd, der handlede efter tysk dekret. Over 13.000 jøder blev i løbet af de to varme sommerdage midt i juli 1942 opsamlet og derefter deporteret, blandt andet til Auschwitz. En handling, som der først i 1995 blev undskyldt for fra officiel side af daværende præsident Jacques Chirac. Og som nu – næsten 70 år senere – kommer til udtryk gennem indignerede filmværker. Sidste år bød således på den velfriserede, men desværre noget ufokuserede historielektion “Beslutningen” med Jean Reno. “De kaldte hende Sarah” vil noget mere end bare undervise sit biografpublikum. Den er ikke bare en minutiøs gennemgang af de to julidages begivenheder, men en vellykket sammenkædning af fortid med nutid.

Instruktør Gilles Paquet-Brenner orkestrerer to sideløbende fortællinger – Julias og Sarahs – og filmen bevæger sig ubesværet og vigtigst af alt naturligt mellem disse. Kun i en to-tre scener er der antræk til mislyd. Julia fremlægger oplægget til artiklen på et redaktionsmøde, hvor to af hendes yngre medarbejdere aldrig har hørt om Vel d’Hiv. Her bliver de og biografgængeren på hul og klodset vis belært af den ældre generation, der endnu ikke har glemt.