De kaldte hende Sarah

InstruktionGilles Paquet-Brenner

MedvirkendeKristin Scott Thomas, Mélusine Mayance, Niels Arestrup, Frédéric Pierrot, Michel Duchaussoy, Dominique Frot, Gisèle Casadesus, Aidan Quinn, Natasha Mashkevich, Arben Bajraktaraj, Sarah Ber, Karina Hin, James Gerard, Charlotte Poutrel, Joseph Rezwin

Længde112 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen24/03/2011


Anmeldelse

De kaldte hende Sarah

5 6
Tiden sletter ikke alle spor

Der er stort skuespil over hele linjen i det rørende, franske Holocaust-drama “De kaldte hende Sarah”. Ikke stort som i store armbevægelser og blødende sentimentalitet, men snarere subtilt og befriende underspillet, som især franskmændene mestrer det. Engelske Kristin Scott Thomas, der har boet i Frankrig siden ungdommen, spiller en journalist, der nærmest ved et tilfælde falder over et mørkt kapitel i familiens historie, der trækker tråde tilbage til et mindst lige så dystert kapitel i Frankrigs historie – massearrestationen og deportationen af jøder i Paris i 1942.

Journalisten Julia bliver i forbindelse med 60-års dagen for massearrestationen – den såkaldte Vel d’Hiv efter den cykelbane, hvor de parisiske jøder blev sammenstuvet af fransk politi – bedt om at skrive en artikel om den berygtede begivenhed. Arbejdet med artiklen gør Julia opmærksom på ting, hun aldrig tidligere har skænket nærmere tanke. Blandt andet får hun en snigende fornemmelse af, at den gamle pariser-lejlighed, som hendes familie netop har arvet, ikke blev overdraget på sædvanlig vis tilbage i august 1942, kun en måned efter massearrestationerne.

Og da hun graver yderligere i sagen, opdager hun, hvem der boede der. En jødisk familie, hvoraf begge forældre døde under Holocaust, men hverken den 10-årige Sarah eller hendes lillebror figurerer på nogen lister over omkomne. Julia bliver besat af deres uvisse skæbne og må grave dybere og dybere for at nå ind til sandheden. Både om Sarah og hendes egen familie.

Vel d’Hiv var i mange, mange år tabu i Frankrig. Og det forstås. For det var ikke nazister i strækmarch og med nypolerede støvler, der foretog opsamlingen af de parisiske jøder, men derimod franske politimænd, der handlede efter tysk dekret. Over 13.000 jøder blev i løbet af de to varme sommerdage midt i juli 1942 opsamlet og derefter deporteret, blandt andet til Auschwitz. En handling, som der først i 1995 blev undskyldt for fra officiel side af daværende præsident Jacques Chirac. Og som nu – næsten 70 år senere – kommer til udtryk gennem indignerede filmværker. Sidste år bød således på den velfriserede, men desværre noget ufokuserede historielektion “Beslutningen” med Jean Reno. “De kaldte hende Sarah” vil noget mere end bare undervise sit biografpublikum. Den er ikke bare en minutiøs gennemgang af de to julidages begivenheder, men en vellykket sammenkædning af fortid med nutid.

Instruktør Gilles Paquet-Brenner orkestrerer to sideløbende fortællinger – Julias og Sarahs – og filmen bevæger sig ubesværet og vigtigst af alt naturligt mellem disse. Kun i en to-tre scener er der antræk til mislyd. Julia fremlægger oplægget til artiklen på et redaktionsmøde, hvor to af hendes yngre medarbejdere aldrig har hørt om Vel d’Hiv. Her bliver de og biografgængeren på hul og klodset vis belært af den ældre generation, der endnu ikke har glemt.

Kristen Scott Thomas bærer undseeligt og faktisk ydmygt rollen som den søgende Julia. Der er langt fra den glamourøse Katharine i “Den engelske patient” til den nydelige, men lidt musede Julia. Men Scott Thomas mestrer alle ender af spektret. Ud over Kristin Scott Thomas’ dragende portræt af Julia fungerer “De kaldte hende Sarah” ikke mindst takket være den unge Mélusine Mayance som titlens Sarah. Mayance, der debuterede i Francois Ozons fabel “Ricky”, har et ansigt og et sæt så gennemborende øjne, at man ikke sådan lige ryster billedet af hende af sig. Hendes præstation er manisk og udført med en sjælden tæft for skuespilfaget.

I “De kaldte hende Sarah” er intet bare sort eller hvidt. Mellemnuancerne er konstant på spil, også i Julias utrættelige jagt på Sarahs hemmelighed. Journalisten i hende søger sandheden instinktivt, men er det altid klogt at gøre? Sandhed har altid konsekvenser, og det er ikke sikkert, at dem, der konfronteres med sandheden, er klar til disse konsekvenser. En pointe, Pacquet-Brenner sobert og vedkommende arbejder sig frem imod.


Trailer

Kort om filmen

På 60-års dagen for Vel d’Hiv, som var det franske politis berygtede massearrestation af jødiske familier i juli 1942, bliver den amerikanske journalist Julia Jarmond bedt om at skrive en artikel om denne sorte dag i Frankrigs historie. Under sin research finder hun frem til en frygtelig hemmelighed – den hjerteskærende historie om den 10-årige jødiske pige Sarah, der gemmer sin yngre bror i garderobeskabet, inden familien brutalt bliver hentet af politiet. Hun låser skabet og kommer nøglen i lommen, overbevist om, at hun vil komme tilbage om få timer. Men timerne bliver til døgn, og Sarahs desperation vokser… Julia føler sig kaldet til at skrive om pigens skæbne, og undervejs begynder hun sætte spørgsmålstegn ved sit eget liv…