De tre musketerer
Udgivet 12. okt 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
En for alle og alle for en! Ja, “De tre musketerer” er tilbage på det store lærred for hvem ved hvilken gang, og denne gang selvfølgelig serveret i 3-D og med et utal af yderst upassende actionsekvenser og gadget-påhit fortællingens historiske ramme taget i betragtning. Så mange, at det er svært at tage filmen rigtigt seriøst. Men det er vist heller ikke meningen.
Det er jo ikke ligefrem, fordi verden har gået og sukket efter endnu en filmatisering af “De tre musketerer”. Hele vejen op igennem filmhistorien er publikum med jævne mellemrum blevet præsenteret for eventyret om den unge, naive D’Artagnans møde med de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis og de fires heltmodige kamp i kongens navn i 1600-tallets Frankrig. Det kan godt være, at min hukommelse svigter mig med sepia-tonet nostalgislør, men jeg mindes faktisk 1993-versionen med Charlie Sheen, Chris O’Donnell og den hyggelige Oliver Platt med en vis fryd, mens Richard Lesters film fra 1973 med Michael York og Raquel Welsh af mange regnes for den bedste og mest tro filmatisering.
Andersons mere humoristiske livtag med “De tre musketer” skylder mangt og meget til “Pirates of the Caribbean”-franchisen. Den lette, morsomme tone går umiskendeligt igen i musketer-universet, og den mildest talt hovedløse omgang med historisk akkuratesse udi for eksempel våbenmageri og dets lige er mest af alt grinagtig. Således spiller indtil flere ballonluftskibe – behørigt armeret med flammekastere, en vigtig rolle i fortællingen. Det kan godt være, at det er mange år siden, jeg har læst Dumas’ klassiker, men jeg mindes altså ingen flammekasterkampe mellem luftskibe over Paris. Overhovedet. Og dér, hvor Milady de Winter rappeller ned ad slotsfacaden iført korset, ringer heller ingen klokker. Underholdende på sin helt egen, totalt over-the-top-facon, det er det nu. Men det er sgu’ ikke god filmlatin.
“De tre musketerer” i 3-D er et kort stykke hen ad vejen et (fip)skægt bekendtskab. Ikke mindst takket være et par veloplagte præstationer i filmens biroller. De tre musketerer og den dydige D’Artagnan er hurtigt glemt, men Christoph Waltz er som altid velanbragt i en slesk skurkerolle, Milla Jovovichs forførende femme fatale med både humor og glimt i øjet er simpelthen skøn, og så giver Orlando Bloom den alvorligt gas som modefikseret hertug med hang til juveler og letlevende damer. Bid for eksempel lige mærke i hans, nok overdrevene, herlige skurkelatter. Muhahaha!
Paul W. S. Anderson har med andre ord kun én ting for øje: skamløs underholdning. At Dumas’ lidt kulørte klassiker med lodder og trisser skal vrides igennem dét maskineri er på ingen måde tilgiveligt, bare uforståeligt. “Pirates”-serien spiller i det mindste med åbne kort: Her er filmene jo som bekendt baseret på en forlystelse, gud hjælpe mig! Som prikken over i’et vover Anderson tilmed svinepelsen og lægger voldsomt op i kakkelovnen til en to’er. Skal man grine eller græde? Jeg ved det faktisk ikke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet