Den 12. mand

InstruktionHarald Zwart

MedvirkendeThomas Gullestad, Jonathan Rhys Meyers, Marie Blokhus

Længde135 min

IMDbVis på IMDb

I biografen22/03/2018

Anmeldelse

Den 12. mand

3 6

 

Krig er helvede, siger man. I “Den 12. mand” er helvede frosset til is.

 

Historien om den norske modstandsmand Jan Baalsrud, der blev et nationalt frihedssymbol, da han flygtede lige for næsen af nazisterne, er et sandt sneinferno.

 

Her slår hverken tophue eller tykke sokker til. Kulden skærer lige igennem den uldne sweater. Frosten hvæsser tænder mod vinden, den bider dine tæer af, hvis den får chancen. De forfrosne norske fjorde og fjelde danner en episk kulisse om den her sande fortælling, der er mere velproduceret end velfortalt.

 

For det ser smukt og ubarmhjertigt barsk ud, når nationalhelten Baalsrud i indledningen redder sig i land, efter hans sabotageskib er blevet angrebet af tyskerne. Spielbergs Private Ryan har ikke levet forgæves, når vores helte kravler op på kysten, mens nazikuglerne regner ned over dem. Det ser godt ud.

 

Og da Baalsrud som den eneste af tolv modstandsfolk slipper fra det tyske angreb ved at svømme gennem isvandet til en nærliggende ø, er det DiCaprios ulige kamp mod elementerne i “The Revenant“, der trænger sig på i bevidstheden. Gisp! Støn! Overlevelse!

 

Men her er der ingen døde heste, man kan krybe ind i for at få varmen.

 

I stedet er der en masse tapre nordmænd, der sætter livet på spil for at redde for at hjælpe den uheldige modstandsmand til Sverige. De er de egentlige helte. Det slår instruktør Harald Zwart da også fast med kluntede replikker i varianten ’Det er nu, vi skal vise, hvilket stof, vi er gjort af.'

 

Der er alt for mange af den slags pompøse udmeldinger og klæge følelser i “Den 12. mand”. Det er en krigsfilm af den slags, hvor der i ramme alvor bliver sunget fædrelandssange på skafottet. Naturen er kold og nådesløs. Men alt andet er drivende sentimentalt.

 

Samtidig bliver der truffet mange beslutninger fra både norsk og tysk side, der er så tvivlsomme, at jeg ikke er i tvivl om, at de må være hentet fra den sande historie – ingen manuskriptforfatter med respekt for sig selv, havde ladet den slags dumheder passere.

 

Baalsruds hjælpere har en ubændig trang til gang på gang at forære ham tegninger eller halstørklæder med deres navn på. Dumt, når der nu er dødsstraf for at hjælpe en sabotør. Desuden er deres hjælp undertiden så klodset, at de næsten slår ham ihjel.

 

Mest komisk er det dog, at Baalsrud kan løbe direkte ind i favnen på sine tyske forfølgere, uden de genkender ham. Den slags begivenheder kommer som kiksede perler på en snor, mens en tæller jævnligt informerer om, hvor længe flugten nu har varet. Jeg mistede interessen omkring dag 20. Ikke engang halvvejs.

 

Begivenhederne er sikkert sandfærdige, men derfor skal de stadig fortælles på en måde, så de virker sandsynlige. Det formår “Den 12. mand” ikke.

 

Det eneste, der bliver sat ordentligt i scene, er den norske natur. Mere iøjefaldende end de norske helte. Mere skræmmende end de inkompetente nazister.

 

Krigen er et helvede, der er frosset til is.

 

Den 12. mand Anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer