Sidste afgang

Filmpriser er sjældent en frugtbar målestok for at vurdere, om en film er god eller dårlig. Alligevel vakte det nysgerrig undren, da den japanske film “Departures” løb med den gyldne statuette for bedste udenlandske film ved dette års Oscaruddeling. I selskab med prominente navne som “Klassen” og “Waltz with Bashir” giver det løfter om et vist niveau at blive erklæret for den bedre film. Siger Oscaren så noget om kvalitet denne gang?

Daigo har det tilsyneladende perfekte liv. Han bor i en lækker lejlighed i Tokyo sammen med sin dejlige kæreste Mika, samtidig med at hans livsdrøm om at blive professionel cellist i et orkester endelig er gået i opfyldelse. Men drømmen brister, da orkestret bliver nedlagt, hvorfor parret flytter tilbage til Daigos lille landsby for at starte på en frisk og finde et nyt job til Daigo. Her bliver han ansat som assistent ved afgange. Det er bare ikke den normale type rejseleder, Daigo er blevet ansat som. Det er menneskets sidste rejse, han assisterer ved, hvor han respektfuldt klargør lig og putter dem i kisten – et job, der er omgivet af stor skam i Japan. Daigo finder imidlertid stor stolthed ved sit job, men nænner ikke at indvie Mika i sit karriereskift, der kombineret med et tilbagevendende barndomstraume, hvor Daigo blev forladt af sin far, snart sætter parrets forhold på prøve – god rejse.

”Er det umagen værd?” spørger Daigo opgivende med reference til livet. Vi skal jo alligevel dø, og vi bliver ikke altid belønnet efter fortjeneste. Det er den følelse, Daigo oplever, efter at orkesterdrømmen er brast, og han indser alvoren og afmagten ved det nye job. Stiller vi spørgsmålet til filmen, så er svaret knap så vanskeligt, men lige så grumset. For lige som livet er oplevelsen af “Departures” enormt svingende, og heller ikke her bliver vi belønnet efter fortjeneste.

Først og fremmest kunne man godt have ønsket sig, at Masahiro Motoki havde gjort sig mere umage i den bærende rolle som Daigo. Lige så dygtig, som Daigo er til at spille på cello, lige så voldsomt overspiller Motoki, der konstant overgør sine reaktioner, hvad enten der er tale om glæde, sorg eller en tredje følelse, og det i en film, der i den grad kalder på ro og afdæmpethed. Motoki er dog ikke ene om det overgjorte. Det bliver aldrig rigtig gjort klart, hvorfor der er blevet lagt så stort fokus på Daigo som cellospiller, da det ret beset kun bliver anvendt til én ting. Således bliver der ved hver eneste scene, der byder op til sorg eller vemod – og dem er der ikke så få af – filet løs på violinen, undskyld celloen. Den musikalske ledsagelse nærmest tæsker gråd ud af dig, hvilket opleves ganske enerverende.

De poetisk drømmende cellosekvenser rammer dog plet enkelte gange, men der stoppes aldrig, mens legen er god. Nej, vi skal partout se Daigo sidde harmonisk, men uforklarligt ude i naturen og spille på sin cello, hvor der samtidig krydsklippes med holistiske billeder af svaner og andet godt fra klicheernes cellokasse. På plussiden skal fremhæves den lidt morbide og nærmest kontrapunktiske humor, der leveres herligt råt for usødet af Tsutomu Yamazaki i rollen som den livskloge bedemandsmentor. Ydermere bliver temaet om døden som tabufyldt og skamfuldt emne behandlet morsomt, rørende og herligt ukonventionelt, hvor særligt den indledende sekvens med en kisteceremoni med et transseksuelt lig er ramt helt rigtigt.