Diana
Udgivet 25. sep 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Jeg stod i en lejlighed på Ålborggade, da jeg hørte nyheden om, at Prinsesse Diana var død. Mange andre kan formentlig også huske, nøjagtig hvor de var, da de fik besked om Dianas bortgang. Med andre ord var det en nyhed, der tog verden med storm, og med “Diana” har den tyske instruktør Oliver Hirschbiegel lavet den første spillefilm om kvinden, som kun få for alvor kendte. Og det er formentlig kun de allermest naive biografgængere, der vil påstå, at de bliver klogere på hende af at se dette makværk.
Der er mange måder at lave en såkaldt biopic på. Man kan eksempelvis skabe et poleret “drømmebillede” af sin hovedperson, eller man kan være ærlig og portrættere alle de facetter – gode såvel som dårlige – ethvert menneske består af. Med “Diana” satser Hirschbiegel på at levere den førstnævnte variant, og derfor får man som seer ofte fornemmelsen af, at dette udelukkende er en fordrejet forestilling om den tidligere prinsesse og ikke en ærlig fremstilling. Nogle vil måske gå så langt som at hævde, at Diana faktisk elskede al den opmærksomhed, som den engelske presse gav hende, og at det ikke var hendes hjerte, men derimod hendes personlige ambitionsniveau, der drev hende til at søsætte flere velgørenhedsprojekter. De postulater bruger “Diana” ikke mange kræfter på at tage stilling til eller argumentere imod, så i øjnene på den kritiske tilskuer er der ikke mange fordomme, der her falder til jorden.
Den umulige kærlighed har altid været et populært filmemne, og historien om den folkeelskede Diana og den mere private kirurg, Hasnat, kan bestemt fremprovokere en tåre eller to, fordi Hirschbiegel ikke holder tilbage med brugen af alt fra rørstrømsk musik til koncentreret klipning. Der bliver spillet med de store tangenter på kærligheden og følelserne mellem de to i et melodrama, der bestemt er til at fornemme. Fordi det stoppes ned i halsen på os. Derudover er kemien mellem Naomi Watts og Naveen Andrews (der her er langt fra rollen som Sayid i “Lost”) alt for ofte enten direkte sær eller ikke-eksisterende.
“Diana” er den typiske historie om den stakkels, lille, rige pige, der ikke kan få, hvad hun vil have. I denne udgave er hun desuden også god, som dagen er lang, og elsket af alle. For modeentusiaster (ja, elegante beklædningsgenstande er her mange af), royalister og tilhængere af den afdøde Prinsesse af Wales er der meget at komme efter i “Diana”. For os skeptikere er det sværere at godtage denne kedelige fantasiforestilling om en kvinde, som vi ikke kendte og heller ikke kommer nærmere ind på under denne første film om hendes turbulente liv.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet