Masser af snak og ingen eksplosioner

Det er altid nemt at blive skuffet, når man prøver at måle berømte instruktørers nyeste film op mod deres karrierers højdepunkter. Få film ser godt ud sammenlignet med “Bliktrommen”. Desværre står “Diplomati” sig heller ikke godt sammenlignet med Volker Schlöndorffs andre film. En instruktør, som i den grad har et blik for det absurde og formår at lave utroligt intense og fortættede scener, burde have fået meget mere ud af den her.

Oplægget er der ikke noget i vejen med: Natten før de allierede styrker invaderer Paris sidder den tyske militærguvernør, Dietrich von Choltitz, på sit værelse på Hotel Meurice. Han har modtaget en direkte ordre fra Hitler om at sprænge byen i luften. Fra en hemmelig gang dukker den svenske konsul, Raoul Nordling, op og prøver desperat at overbevise ham om at trodse Førerens vilje. Det ville have været næsten umuligt at lave en kedelig film ud af det koncept. Det er “Diplomati” heller ikke. Men den har desværre alt for lidt at byde på derudover.

Lad os begynde med det positive: iscenesættelsen er god. Vi er efterhånden blevet forbandet gode til at portrættere 2. verdenskrig i europæisk film. Jeg forestiller mig, at der findes omrejsende grupper af kulissemagere, uniformsyersker og tysktalende, blonde mænd, som kan forsørge sig selv alene på den konto. Ofte, når man filmatiserer skuespil, som det er tilfældet med “Diplomati”, binder man filmen for meget på teatrets begrænsede rum og gør den til et klaustrofobisk kammerspil, men her har man formået at inddrage Paris i den helt rigtige grad, så det netop tilfører noget til plottet. Således sker filmens klimaks og Choltitz endelige beslutning på taget af hotellet med udsigt over den by, som kunne være forsvundet for altid.

Meget af filmens succes afhænger af de to hovedroller og spillet mellem dem, og her skuffer André Dussollier desværre. Han spiller konsulen som krydsning mellem inspektør Clouseau og Colombo. Snart overdrevet kejtet og uelegant mimende til kameraet og snart bedrevidende hyggeonkel. Hvis det er meningen, at sympatien skal ligge hos ham, så er filmen fejlet. Niels Arestrup blæser ham nemlig ud af banen som den stædige, pligtopfyldende, men på ingen måde blindt loyale tyske general. Som aftenen og natten skrider frem brydes hans panser stille og roligt ned, men uden at han entydigt overgiver sig til Nordlings argumenter.

Blandt birollerne ses også andre gode kræfter, bl.a. Robert Stadlober og Burghart Klaußner (som de fleste nok husker fra “Det hvide bånd”), men selv om de gør godt indtryk i de scener, hvor de optræder, så er de for lidt med til at kunne redde filmen. At hele historien om duoens natlige møde er opdigtet, gør heller ikke meget for at engagere mig. Jeg sad faktisk lidt og ærgrede mig over, at man ikke bare gik linen ud og opgav den historiske realisme helt. Så spræng dog byen i luften! Det ville i det mindste have skabt lidt spænding.