Dirty Harry
Udgivet 12. aug 2008 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Der har i de seneste år floreret megen snak om en ny og dermed sjette film i sagaen om den hårdkogte politibetjent ‘Dirty’ Harry Callahan og hans kraftige Magnum-revolver. Clint Eastwood aflivede gudskelov rygterne i år i Cannes. Ikke én af føljetonens fire fortsættelser formåede at være nær så spændende, æstetisk raffineret eller endda kontroversiel som seriens første kapitel. Hvorfor skulle man tro, at en ny fortsættelse ville sejre, hvor de andre har fejlet? Og hvorfor dog genoplive karakteren som en nedslidt, 80-årig veteran, når nu Don Siegels originale “Dirty Harry” fra 1971 (modsat Eastwoods aldrende fysik) endnu ikke har udvist synlige tegn på alderdom?
Eastwoods tidløse præstation, der har haft en markant effekt på utallige skuespillere og alle senere film om kompromisløse ordenshåndhævere, er helt på højde med Andrew Robinsons chokerende indsats som psykopaten Scorpio – en seriemorder, der er delvist baseret på virkelighedens Zodiac-dræber, som ligeledes myrdede tilfældige mennesker i San Francisco og omegn. Den dengang 29-årige Robinson var så troværdig, at han modtog talrige dødstrusler og i årevis næsten udelukkende blev bedt om at spille nederdrægtige psykopater. Og instruktør Don Siegel, der ikke blot endte med at blive en af Eastwoods bedste venner, men også skuespillerens mentor, hiver mindeværdige præstationer ud af selv de mest ubetydelige statister.
Harry Callahan er en næsten tøjlesløs strømer, som gladeligt bryder loven under sin jagt på sin sindssyge nemesis. Han er en omvandrende gråzone, der har vakt afsky blandt mange liberale tilskuere, som ser Callahan som en højreekstremistisk, umoralsk lømmel. Eastwood har hyppigt afskrevet analyser af filmens politiske undertoner med konstateringen ”Det er blot en film.” Og dog… “Dirty Harry” bør ikke associeres med et så livløst adverbium som blot. Filmen tvinger os til at granske vores egne defekter gennem vores reaktioner på protagonistens handlinger. Og på spidsfindig vis bemærker den desuden, at grænsen mellem skurk og helt i visse henseender er blevet sløret.
“Dirty Harry” er en snart 40 år gammel film, så det siger sig selv, at udgivelsens transfer ikke er perfekt. Billedet er til tider grumset. Man har nok ikke kunnet fjerne alt snavs fra negativet uden også at miste vigtig billedinformation. Visse skud er også en anelse slørede. Men hovedparten af “Dirty Harry” fremstår fuldstændig pletfri. Billedet er sædvanligvis knivskarpt, og kontrasten er overordentlig solid. De mætte farver er smukke og tillokkende, hudfarverne er troværdige fra start til slut, og hverken komprimeringsfejl eller glorier optræder. Godt arbejde.
Skivens engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er ikke nær så imponerende som transferet. Lydsiden er blevet renset for en masse støj, men overstyring optræder stadigvæk til tider. Man distraheres dog aldrig af disse sjældne tilfælde, og replikkerne har som regel en god, solid rumklang. Der er som forventet kun få mærkbare panoreringer, og subtile atmosfærelyde er sjældne, men trods alt effektive. Lydeffekterne og musikken lyder distinkt, og subwooferen giver især de mange skudlyde ekstra slagkraft.
Forfatteren Richard Schickel, der har skrevet en biografi om Eastwood, har indtalt et kommentarspor til filmen. Schickel er en interessant fortæller, der tydeligvis ved en del om både Eastwood og produktionen af “Dirty Harry”. Desværre holder manden mange pauser undervejs, og man savner undertiden argumenter for Shickels påstande. Eksempelvis konstaterer forfatteren tidligt, at filmmagerne bevidst undgik nærbilleder, men han forklarer aldrig hvorfor.
Trailere til alle seriens fem film medfølger også. Det samme gør i alt 10 generelt underholdende interviews, som tilsammen varer ca. 28 minutter. Folk som Eastwoods faste klipper, Joel Cox, manuskriptforfatteren John Milius og endda Arnold Schwarzenegger diskuterer “Dirty Harry”-filmene og deres indflydelse. “Clint Eastwood: Out of the Shadows” (87 min.) er en fremragende dokumentar om den ikoniske skuespiller. Den blev desværre produceret omkring årtusindskiftet, så den berører ikke de seneste år af mandens glorværdige karriere. Men den er ikke desto mindre spækket med interessante optagelser, fascinerende anekdoter og informative interviews med Eastwoods venner og beundrere.
Nøjagtig ligesom Clint Eastwood er “Dirty Harry” blevet ældre siden biografpremieren i 1971, men på ingen måde forældet. Man skulle heller ikke tro, at Don Siegels mesterlige thriller har knap fire årtier på bagen, når man ser den på Blu-ray. Transferet er næsten perfekt, og lydsporet er også mere end hæderligt. Der medfølger desuden en pæn stak ekstramateriale, så fans bør tilføje skiven til samlingen øjeblikkeligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet