Uden swung

Tænk sig at have været ung dengang swing-musikkens muntre rytmer blev betegnet som de sortes musik. Eksotisk. Rebelsk. Det var teenage-oprøret på 1940’ernes hvide europæiske fastland. Men ind kom nazisterne så, og swingdans blev lige pludselig farlig. Det mærker Django Reinhardt, swingkongen, konsekvenserne af i det biografiske 2. verdenskrigsdrama “The King of Swing”. Han må tage valget mellem at spille for ikke-dansende nazister i Berlin eller flygte til Schweiz. Det er et svært – og meget vigtigt valg. Desværre føler jeg aldrig vigtigheden. For “Django” swinger simpelthen ikke.

Jeg har dog aldrig nogen tvivl om vigtigheden i at fortælle Djangos historie. Han er sigøjner-aner, hvilket af nazisterne blev ligestillet med jøderne og de homoseksuelle. Den historie fortælles ikke ofte. Det gør den med det samme i “Django”, hvor en flok glade sigøjnere spiller musik og muntre sig i en skov, indtil skud lyder, og nazisterne smadrer idyllen. Derefter ankommer vi til Paris, hvor Django vælger at fiske og drikke i stedet for at møde op til tiden til den udsolgte koncertsal, der venter på ham.

Som en ægte rock star er hans ligeglade attitude tilgivet med det samme, fordi han er et musikalt geni. Jeg tilgiver ham også. For introduktionen til Django og hans musik gjorde, at jeg, som hans ellers så disciplinerede, siddende publikum, heller ikke kan lade være med at vippe med foden. Det er en effektiv iscenesat koncertsekvens, der rytmisk inviterer mig ind i et spændende parisisk univers i den jazzede undergrund, hvor krigens stive disciplin bliver bekæmpet med dans, attitude og drømme.

Det gør det så endnu mere ærgerligt, at “Django” forlader dette univers lige så hurtigt, som den opsøgte det. Og lige så snart det sker, bliver alt for mange hovedløse karakterer præsenteret, som jeg glemmer, hvem er, hvad de hedder, og hvad de gør, inden de er ude af scenen igen. Men det er heller ikke nemt at føle noget som helst for nogen af dem, når den altoverskyggende fokusperson, Django, heller ikke gør. Hans cool ligegyldighed ændrer sig aldrig.

Uanset om det så er nazister, konen, moren eller elskerinden, der bringer ham valg og udfordringer på hans vej. Ikke engang forbindelserne til sigøjnerne, som ellers bliver etableret og fortalt som skæbnesvangert vigtig for ham, får ham til at løfte et øjenbryn, så snart “Django” husker, at den hellere må forklare, hvad der skete i skoven i starten. Jeg havde ellers glemt, at det skete, og når det endelig kommer op som en sidebemærkning, har jeg også glemt, at det skulle være vigtigt.